Gå til hoved-indhold
08. december 2011 - kl. 00.12

White Hawks' cheftræner: - Holdet er topmotiveret

  • 1 af 5
    FOTO: Lars Andersen
  • 2 af 5
    Henrik Christiansen ses her under en af de vigtige forberedende træninger op til aftenenes Herning-kamp.
  • 3 af 5
    FOTO: Lars Andersen
  • 4 af 5
    FOTO: Lars Andersen
  • 5 af 5
    FOTO: Lars Andersen
Af: Lars Andersen

24 kampe, 35 point og en femteplads midt i tabellen. Det er status efter tredje af i alt fem runder af Albankligaens grundspil. I aften indleder høgene fjerde runde hjemme mod Hernings danske mestre.

Cheftræner Henrik Christiansen gør her status, og han har roser til spillerne – samt en forsikring om, at holdet er topmotiveret, og stemningen i omklædningsrummet er fin. Dog frustrerer dommer-niveauet cheftræneren en smule, hvilket også giver hovedpine hos cheftræneren selv samt et par af spillerne, der har været en tur i isen.

- I de to første runder fik vi 11 point i hver runde. I den sidste her fik vi 13 point, selv om vi lå til flere point. Vi tabte to ærgerlige point mod Copenhagen og tre point forleden mod Rødovre. Havde vi fået dem ind på kontoen, var billedet i tabellen noget helt andet. Men jeg er fortrøstningsfuld. Vi bliver bedre og bedre, desto længere vi kommer ind i sæsonen, og det er positivt, udtaler Henrik Christiansen til Kanal Frederikshavn.

Cheftræneren refererer uden tvivl til den ”sløve opstart”, hans drenge havde først på sæsonen – som dels var plaget af mange nytilkomne, afgange af spillere m.m.. Hvilket gjorde det svært at spore sig ind på det koncept i spillet, Christiansen gerne vil se.

- Det var svært i starten med 11 nye på holdet at få det hele til at spille. Jeg synes med de seneste tids positive præstationer af især udlændingene, viser det, at vores indkøb af spillere har været rigtige – det er yderst tilfredsstillende. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi må undvære Andrew(Sarauer, red.) i noget tid endnu, men de andre viser, at de kan steppe op, når det gælder og give den en ekstra skalle, mener en tilfreds cheftræner.

Udover fraværet af Andrew Sarauer ærgrer han sig også over, at backen Christian Schioldan igen er på skadeslisten op til kampen torsdag hjemme mod Herning Blue Fox.

Tvivlsom til kampen er desuden Jakub Rumpel og Mike Martin, som begge udgik af høgenes seneste hjemmekamp efter sammenstød med Rødovre-spillere. Det vides ikke endnu, om de bliver klar i aften. Der har også floreret lidt sygdom/influenza omkring holdet, hvor et par spillere har været ramt og misset et par trænings-sessioner – men tilsyneladende vil omgangssygen ikke få indflydelse på hold-sammensætningen torsdag aften.

Udover den generelle tilfredshed med udlændingene har Henrik Christiansen også roser til den landsholdsaktuelle back Mads Bech Christensen og Thomas Søndergaard. Dog ser Christiansen gerne, at flere af de danske spillere i den kommende tid markerer sig – især hvis uheldet med diverse skader til spillerne fortsætter.

Henrik Christiansen hæfter sig ved dommer-niveauet i denne tredje runde af Albankligaens grundspil – som efter cheftrænerens eget udsagn har været meget ufin og svær at finde redde i. Det hele kulminerede tilsyneladende i lørdagens kamp mod Rødovre, hvor Henrik Christiansen var oppe at markere sig overfor dommerne:

- Der var flere situationer i lørdags, som jeg ikke forstår. Bl.a. en checking to the head, som ikke blev dømt. Jeg var ude ved banden for at ville snakke med en af hoveddommerne, men de skøjtede bare væk. Fik sågar at vide, at hvis jeg blev ved, ville vi få en to minutters udvisning, fortæller en meget frustreret cheftræner.

Da Henrik Christiansen selv kom ind på kampen forleden mod Rødovre var det oplagt at spørge indtil den situation, der udspillede sig i starten af kampen, hvor et par spillere var oppe at toppes inden først puck var blevet smidt. Samt komme omkring den dårlige skik, Rødovre-spillerne viste, da Thomas Søndergaard blev hyldet for sit 100. kamps jubilæum:

- Jeg når ikke rigtig at se, hvad der sker, men ser kun at et par af vores spillere er oppe at toppes med nogen fra Rødovre. At Rødovre-spillerne så bagefter vælger ikke at stille op ved blå linje, da Thomas fik sin hyldest, er virkelig usmageligt og dårlig sportsånd.

Frederikshavn White Hawks har dog sidenhen fået en undskyldning fra Rødovres direktør, som beklager hændelsen, så mon ikke der er lagt låg på den sag.

Selvom høgene kun har fået et point ud af de sidste to spillede kampe, så forsikrer cheftræneren, at humøret og stemningen er rigtig god på holdet:

- Selvom der ofte er mørkt, når vi møder, og mørkt når vi tager hjem igen her i vintermånederne, så er der en rigtig god stemning på holdet. Drengene trives rigtig godt med hinanden, og der er en god tone i omklædningsrummet. Det til trods for, at vi lægger ud med de tre tophold igen (Herning, SønderjyskE, Odense), men det ændrer ikke på deres indstilling overhovedet. Vi er top motiveret, garanterer Henrik Christiansen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...