Odense er White Hawks' næste modstander. Fynboerne kommer til Frederikshavn lørdag 28. august.
Efter tre sejre i træk led Frederikshavn White Hawks fredag aften sit første nederlag i forberedelserne til den nye sæson. Høgene tabte 1-2 i Esbjerg.
Mike Grey sagde efter kampen til White Hawks' hjemmeside, at hjemmeholdets to scoringer begge var foræringer. Det første blev endda scoret, mens White Hawks var en mand i overtal.
- Og vi pådrog os alt for mange udvisninger i en ikke særligt hårdt spillet kamp, lød vurderingen fra Mike Grey, der sammen med Tomi Jokinen assisterede til Thomas Reinerts mål til 1-1 midtvejs i anden periode.
Frederik Andersen vogtede for tredje gang ud af fire mulige målet for White Hawks.
Efter fire kampe på otte dage kan White Hawks-spillerne nu holde kampfri de næste otte dage. Lørdag 28. august får White Hawks besøg af Odense Bulldogs.
Kampen i tal: EfB Ishockey – Frederikshavn White Hawks 2-1 (1-0)(1-1)(0-0)
07:24 1-0 Per Johnsson BP 30:22 1-1 Thomas Reinert (Grey & Jokinen) 33:51 2-1 Kirill Starkov (Bjerrum)
Udvisninger: EfB: 6x2 min. White Hawks: 10x2 min. & 1x10 min (Smedegaard)