White Hawks-ledelse ikke vant til at blive sagt imod
Indehaver af CH Marine Consult og ishockeyfan i godt 40 år, Claus Haumann, har skrevet dette indlæg: Hvorfor kommer White Hawks' ledelse og bestyrelse i så kraftig modvind hos mange supportere og fans?
Der er store emner, som optager mange fans af Frederikshavn White Hawks:
1) De dårlige tilskuerfaciliteter
2) Fyringen af Mike Grey samt stort gennemtræk af spillere og trænere.
3) Boykot af Kanal Frederikshavn
Hvis man prøver at se på set-uppet i Frederikshavn White Hawks, så er det et privatejet selskab, nemlig Elite Nord Frederikshavn A/S, der ejer White Hawks.
Generalforsamlingen i dette selskab er kun for selskabets ejere, og på den måde bliver beslutninger i White Hawks truffet, uden at supportere eller fans har indflydelse - eller i praksis kan vælges til bestyrelsen.
Fans og supportere kan kun håbe på, at de bliver hørt, og hvis ikke de bliver det, så må de lufte deres frustrationer og meninger i det offentlige rum. I praksis bliver det så i elektroniske medier som Facebook og Kanal Frederikshavn.
Ser man på de personer, der er i ledelsen og bestyrelsen af White Hawks, er det typisk folk, som driver egen virksomhed eller er på ledelelsesniveau i lokale firmaer. Det er folk, som er vant til at kunne drive forretning og skabe sorte tal på bundlinien. Og mange tak for det.
Det er også folk, der er vant til at diktere firmaånden og spillereglerne i deres egne respektive virksomheder. De kan diktere "lugten i bageriet", og kan de ansatte ikke tåle den, kan og må de søge andre græsgange. Sat på spidsen er disse personer vant til at få deres vilje.
Mange fans og supportere har været med i mange år - hele vejen fra 70'erne, "Chappy's tid", mesterskaberne i 1989 og 2000, altså hele FIK-tiden, hvor det var en sportsklub. Siden kommer White Hawks-perioden, erhvervsklubben boomer, og endelig skal den gamle hal væk.
Tilhængerne er ligeglade med, om det hedder White Hawks eller FIK. De vil bare gerne behandles med respekt.
Man laver en renovering af den gamle hal henover hovedet på supporterne. Erhvervsklubben får fine forhold. TV-folkene får fine forhold. Der kommer en fancy TV-skærm. Alt sammen helt ok.
Der er bare et problem. De "almindelige" fans interesserer ledelsen sig ikke for. Supporterne er kommet med alle indvendingerne allerede dengang tegningerne forelå. Alligevel laver man hallen sådan, at der er ufatteligt meget spildplads samt dårligt udsyn for den "almindelige fan". Ledelsen og bestyrelsen HAR været klar over dette, men har alligevel valgt løsningen.
Efter de første kampe lyder der stor kritik af forholdene, og her viser det sig først, at ledelsen forsvarer sig. Her er vi tilbage til, at ledelsen ikke er "vant til at blive sagt imod". Kritikken bliver større og større, og det er først der, at ledelsen giver sig, når den er presset til det...
Hvorfor lagde ledelsen sig ikke straks fladt ned og sagde: "Vi tog fejl. Det laver vi om". Nu er man ude i groteske løsninger med fiskekasser og paller! Ledelsen skylder simpelthen af få den hal ombygget med hensyn til tilskuerpladser, således at den er tidssvarende. Et råd er at tage repræsentanter for fansene med i beslutningerne. DET vil ledelsen få stor kredit for.
Afskedigelsen af Mike Grey kan man have forskellige meninger om. Men der blev ikke tænkt meget "HR", "virksomhedsomdømme" eller mandskabsbehandling ind her. Det skulle være gjort med værdighed, men det viser sig, at ledelsens beslutninger oser af "vi ved bedst, og vi bestemmer". Mange afskedigelser af spillere og trænere viser, at ledelsen ikke har de nødvendige egenskaber til at lede den sportslige del af butikken. Et råd herfra er at få ansat en sportschef. De penge er givet godt ud.
I de respektive private firmaer, som personerne i ledelsen kommer fra, kan de vælge ikke at udtale sig til pressen eller vælge, hvem de vil udtale sig til. Det er fuldstændig utilstedeligt og misbrug af magt, at White Hawks vælger ikke at ville udtale sig til Kanal Frederikshavn, og at Kanal Frederikshavn ikke må interviewe spillere om sportslige emner. Det viser desværre også, at ledelsen overhovedet ikke er modtagelig for kritik. "Vi ved bedst..."
I idræt er der følelser på spil. Derfor skal der være plads til rummelighed og debat.
Det forhindrer ikke os alle - spillere, ledere og publikum - i at håbe det bedste for Frederikshavn White Hawks i slutspillet og fremover.





































