White Hawks og Arena Nord i nyt samarbejde
Arena Nord og Frederikshavn White Hawks har indgået partnerskab om i første omgang to konkrete arrangementer: Julefroksten i Arena Nord 10. december og koncerten i Arena Nord 16. marts med Rasmus Seebach.
- Jeg håber dog ikke, at samarbejdet stopper her. White Hawks har flest tilskuere i Frederikshavn, Vendsyssels største erhvervsklub og altid en stor opbakning, udtaler direktør Per Malmberg, Arena Nord.
Samarbejdsaftalen betyder, at White Hawks stiller hjælpere til rådighed til de to arrangementer, ligesom der omkring julefrokosten er lavet en provisionsaftale.
- Vi gør bl.a. det her for komme ud i endnu flere hjørner. Vi synes selv, at vi har verdens bedste program i Arena Nord og Det Musiske Hus, men alt for mange gange hører jeg folk sige, at de første opdagede et konkret arrangement, når de læste om det bagefter på Kanal Frederikshavn. Det skal vi have lavet om. Vi skal have flere til at råbe højt om vores arrangementer. Folk skal føle sig involveret og have ejerfornemmelse, siger Per Malmberg.
Fredag og lørdag optræder Ørkenens Sønner i Arena Nord. Der er solgt 3.500 billetter. Spisningen i Arena Nord forud for fredagens arrangement har været udsolgt i en måned.
Arena Nord har i øvrigt fået 10 billetter retur til Ørkenens Sønner fredag aften kl. 20.00. Pladserne er på tribunen og sælges efter først til mølle på telefon 96 20 10 50. Pris pr. billet kr. 430,-.





































