Der spilles ishockey igen lørdag aften i Frederikshavn. Her afgøres det, om høgene eller tyrene kvalificerer sig til semifinalerne.
Rødovre besejrede Frederikshavn White Hawks med 3-2 i den sjette kamp i kvartfinaleserien. Rødovre førte 2-0, men White Hawks udlignede til 2-2, inden hjemmeholdet scorede sejrsmålet fem minutter før tid. Dermed skal det afgørende slag stå lørdag kl. 19.30 i Scanel Hockey Arena.
- Vi spillede rigtigt, rigtigt dårligt, og det havde været tyveri, hvis vi sluppet herfra med en sejr, sagde Christian Schioldan til TV2Sport.
White Hawks var bagud med 0-2 efter første periode, hvor høgene var presset i bund. Der blev begået for mange fejl - ikke mindst i egen zone, bl.a. mistede Nikolaj Meyer pucken lige foran eget mål, da Rødovre scorede til 1-0.
Storspil af Frederik Andersen i målet forhindrede en større Rødovre-føring. Desværre for den 20-årige keeper tabte han pucken i periodens sidste minut, og det kostede Rødovres andet mål.
Mike Grey var med i det første skift, men blev derefter afløst af Thomas Søndergaard. Midtvejs i perioden mistede gæsterne også Morten Smedegaard, der fik et trælår. Grey var inde i to overtalssituationer i anden og tredje periode, mens Smedegaard ikke kom ind mere i kampen.
Anden periode blev også domineret af Rødovre, men Christian Nordentoft reducerede til 1-2, da han elegant placerede pucken i det langt hjørne. Det var MEGET billigt sluppet, at høgene kun var bagud med ét mål.
Thomas Reinert udlignede til 2-2 efter fire minutters spil i tredje periode, som var kampens mest jævnbyrdige. Høgene havde to-tre chancer for at bringe sig foran, men uden held.
I stedet scorede Esben Nielsen til 3-2 på en flot styring på en lang aflevering lige foran Frederik Andersen i White Hawks-målet, hvor det lykkedes Rødovre-spilleren at presse sig foran Mads Bech Christensen.
Skudstastikken endte 50-24 (24-6, 16-11, 10-7) til Rødovre. Det fortæller alt om kampen. Frederikshavnerne virkede slidte og trætte. Rødovre var energiske og pågående. White Hawks skøjtede for lidt og haltede det meste af tiden efter Rødovre.
- Presset ligger på Frederikshavn i den syvende kamp på lørdag, men det bliver spændende at se, hvordan deres unge spillere håndterer presset, udtalte Rødovre-veteranen Jesper Duus til TV2Sport.