White Hawks smed et point mod bundholdet
For øjnene af bare 378 tilskuere i Hvidovre måtte spillerne fra Frederikshavn White Hawks torsdag aften erkende, at de blev de første i AL-Bankligaen i denne sæson, som ikke formåede at besejre Copenhagen i ordinær spilletid. Det lykkedes dog at vinde 4-3 i forlænget spilletid, hvor Mads Bech Christensen blev matchvinder efter kun 25 sekunder.
Efter bare 20 sekunder scorede Copenhagen til 1-0, men White Hawks kom stærkt igen. I det femte minut udlignede Mads Bech Christensen (assisteret af Christian Nordentoft), og efter 13 minutter bragte Andrew Sarauer (assisteret af Dominic Leveille og Mark Müller) frederikshavnerne foran med 2-1. Det var canadierens tredje mål for WH.
Fem minutter inde i anden periode udlignede Copenhagen til 2-2. Det var for anden gang i kampen canadieren R.G. Flath, som overlistede Miroslav Lipovsky i White Hawks-målet.
I forbindelse med scoringen blev både Andrew Sarauer og Christian Nordentoft - sammen med kun én københavner - udvist for roughing. Det straffede Copenhagen i næsten samme øjeblik, som White Hawks blev fuldtallige. Nu stod det pludselig 3-2.
Stillingen holdt anden periode ud, og først da der resterede otte minutter af kampen lykkedes det White Hawks' canadierkæde at udligne. Dominic Leville scorede, assisteret af Greg Jacina og Andrew Sarauer. Der blev ikke scoret yderligere, og i stedet afgjorde Mads Christensen kampen, assisteret af Andrew Sarauer og Dominic Leveille.
White Hawks' næste modstander er Rødovre lørdag aften i Scanel Hockey Arena. Rødovre sad over i aften, men i tirsdags vandt de 8-1 over Copenhagen!





































