01.10.2011 | Af: Lars Andersen
WH tabte point hjemme i straffeslag mod Rødovre
De 854 fremmødte på lægterne i Scanel Hockey Arena fik lørdag aften fuld valuta for pengene, da man skulle helt ud i straffeslag for at finde en vinder - efter 2-2 i ordinær spilletid. Desværre for hovedparten af tilskuerne trak Rødovre det længste strå.
Aftens kamp i Scanel Hockey Arena denne første dag i oktober bød på et for tiden godt kørende Rødovre-mandskab, som kom til Frederikshavn med en 8-1 sejr i bagagen. En sejr, der kom i hus over White Hawks' modstander fra i torsdags, Copenhagen, som høgene "kun" fik to point mod.
De første tyve 20 forløb med en skudstatistik på 11-8 til White Hawks, men det var Rødovre, som udnyttede sine chancer bedst. Det skete efter 18:28, hvor to af høgene ramlede sammen midt på isen, hvorefter Rødovre hurtigt opsnappede pucken og kom to mod en, og en velspillende Jannik Karvinen fra Rødovre satte pucken ind bag White Hawks-keeper Miroslav Lipovsky til 0-1.
Første periode bød også på en rigtig god gang ishockey, hvor begge hold ville frem på isen, og der var godt skøjteløb og puckføringer fra begge mandskaber. Der faldt også et par udvisninger til begge mandskaber. White Hawks havde i deres overtalsspil to halve store chancer, som tilfaldt # 14 Kennie Christensen og # 10 Dominic Leveille, men pucken ville ikke deres vej.
Rødovre sluttede første periode i undertal med to mand i udvisningsboksen, hvor bl.a. høgenes kaptajn, Mike Grey, med sin store rutine fik Rødovres # 15 til at trække en to minutters udvisning for roughing, efter der havde været lidt tumult inde foran Rødovre keeper, Sebastian Dahm.
Høgene startede anden periode med knap halvanden minuts overtal 5 mod 3, men på trods af rigtig god puck-kontrol i powerplay, lykkedes det ikke at udnytte overtalsperioden. Rødovre forærede efterfølgende frederikshavnerne endnu et powerplay, da deres # 16 Mikkel Nielsen satte sig på pucken og blev idømt to minutter for forsinkelse af spillet.
Det blev en dyr udvisning, for i tiden 7:55 scorede White Hawks til 1-1 i powerplay. Scoringen havde længe ligget og luret på sig for frederikshavnerne. Målscorer # 40 Andrew Sarauer blev assisteret på smuk vis af # 11 Mads Bech og # 8 Greg Jacina. Sidstnævnte leverede endnu et spektakulær oplæg på tværs foran Rødovre- målet og jublen brød ud.
Der blev jublet igen efter 8:45, da Rødovre havde spillet sig igennem frederikshavnerdefensiven. Igen var det # 3 Jannik Karvinen fra Rødovre, som bragte sit hold i front. Det til trods for, at Miroslav Lipovsky havde gribehandsken på pucken, men den forsatte ind i nettet.
Resten af perioden var ganske velspillet med en skudstatistik på 13-10 til White Hawks. Rødovre så dog stærke ud og havde de største chancer. Her kan det ikke undgås at nævne Miroslav Lipovsky, som sørgede for, at sit hold ikke kom yderligere bagud. Anden periode sluttede derfor med en Rødovre-føring på 1-2.
Tredje periode var præget af en smule Rødovre-dominans til og begynde med, men White Hawks kom langsomt mere med i kampen. Helt med i kampen kom de efter 12:11, hvor White Hawks # 11 Mads Bech og # 8 Greg Jacina igen var i oplæggerens rolle til # 40 Andrew Sarauer, som udlignede til 2-2. Perioden ud kunne det let have gået begge veje, men efter de første 60 minutter blev det ved de 2-2.
I de fem minutters forlænget spilletid var det de lokale høge, som stod for underholdningen. I spillet 4 mod 4 producerede White Hawks godt i Rødovre-zonen, men der faldt ingen scoringer i overtiden, og en afgørelse i straffeslag var en kendsgerning.
Rødovre fik serve-retten og scorede på sit første forsøg, hvorefter White Hawks Greg Jacina missede deres. Herefter var rollen byttet om, og Rødovre missede sit andet forsøg, mens White Hawks # 10 Dominic Leveille scorede. Begge mandskaber missede deres tredje og sidste forsøg – herefter var der et forsøg til hver, indtil en afgørelse var fundet. Rødovre udnyttede sit første ekstra straffeslag, hvorimod Dominic Leveille missede. Rødovre fik derfor to point med fra aftens kamp og White Hawks skuffende kun et.
Kampens spiller for høgene blev fortjent # 40, Andrew Sarauer.
White Hawks har et par dages pause fra kamp på isen, indtil de torsdag 6. oktober byder de danske mestre fra Herning Blue Fox velkommen til Scanel Hockey Arena. Et Herning-hold, som i aftes hjemme vandt over Copenhagen Hockey på straffeslag.