White Hawks tabte til Hernings danske mestre
Frederikshavn White Hawks led torsdag aften sæsonens fjerde nederlag i fire kampe mod Hernings danske meste. Morten Lie og co. fra Herning førte 2-0 efter mindre end seks minutter. Høgene udlignede til 2-2, men på .en scoring i slutningen af anden periode og to mere i kampens sidste fem minutter vandt gæsterne med 5-2.
I dagene op til aftenens kamp har der været adskillige skader på frederikshavnermandskabet. Ude til kampen var Christian Schioldan, Andrew Sarauer og Mike Martin. Det var derfor spændende at se, hvordan cheftræneren havde valgt kædesammensætningerne til aftenens kamp. Senest Herning var på besøg, blev det til et nordjysk lussing på hele 5-0. Siden da er der kommet andre boller på suppen i Frederikshavn – spændende var dog, om White Hawks ville falde igennem grundet skaderne til aftenens kamp.
Et par af Frederikshavn White Hawks’ spillere havde fået sig en udmærkelse op til torsdagens kamp. Jakub Rumpel blev kåret som månedens spiller i Albankligaen af læserne på albankligaen.dk – foran bl.a. Oliver Björkstrand fra Herning Blue Fox. Rumpel blev også kåret som månedens spiller i White Hawks og modtog fortjent hyldest fra tilskuerne. Derudover blev Mads Bech Christensen valgt til månedens hold i Albankligaen for anden gang i træk. Et stort tillykke til begge spillere.
Efter godt seks minutter af første periode var Herning allerede foran 2-0, hvoraf den anden scoring blev sat ind i undertal. Det første mål var bl.a. med assist fra den tidligere White Hawks-spiller Morten Lie, som desuden scorede Hernings sidste mål. Morten Lie har dermed lavet seks mål og assisteret til 15 pletskud i denne sæson. 21 point gør ham til Hernings tredje farligste danske spiller. Til sammenligning er Mads Bech Christensen bedste dansker hos White Hawks med i alt 16 point.
Selvom høgene havde et par powerplay-muligheder i løbet af første periode, lykkedes det først at score i holdets tredje powerplay, med godt et minut tilbage af første periode. Her reducerede # 8 Greg Jacina til stillingen 1-2 med assist fra # 11 Mads Bech Christensen. Derudover sad Herning mildt sagt på kampen og kontrollerede store dele af spillet. Enkelte gange lykkedes det White Hawks at spille sig igennem den meget disciplinære midtjyske defensiv, men den tidligere White Hawks-keeper Lubos Pisar stod vanen tro, hvor han skulle.
Anden periode blev en frederikshavner-periode krydret med en scoring af svenskeren Kristoffer Jonsson efter godt fire minutter. White Hawks havde forinden haft presset Herning dybt i egen zone på et godt powerplay, og det virkede som om, at høgene havde fået fornyet gejst og gå på mod. Det lykkedes at matche Herning en del bedre. Det kunne let være blevet til en føring til White Hawks over flere omgange, men der manglede lige den sidste skarphed.
Heldigvis for høgene havde keeper Miroslav Lipovsky fundet skarpheden frem i anden periode og reddede op til flere næsten 100 procent chancer.
Men små to minutter før tid i anden periode var Oliver Björkstrand på pletten med en lidt heldig styring og bragte dermed Herning i front med 3-2 - i øvrigt efter et dumt puck-tab midt på isen af høgene. Scoringen lagde om noget en dæmper på gemytterne igen i Scanel Hockey Arena, efter høgene ellers havde vist lovende takter. Efter 40 minutter stod det derfor 3-2 til gæsterne fra Herning.
Frederikshavn White Hawks var godt med i stort set hele tredje periode og kunne sagtens have udlignet, men i stedet var Herning på pletten to gange. Det selv om høgene egentlig spillemæssigt steppede mere og mere op, som kampen var skredet frem – men heller ikke denne gang skulle det blive til en sejr over de forsvarende danske mestre fra Herning.
White Hawks mest værdifulde spiller blev med # 88 Miroslav Lipovsky. Det selvom Miroslav lavede et mindre drop ved Hernings 4-2 mål, som i realiteten afgjorde kampen.
Næste kamp for høgene er allerede om mindre end 48 timer. Her skal White Hawks en tur til Vojens, hvor topholdet SønderjyskE venter. Nederlaget til Herning var det tredje i træk i AL-Bankligaen.





































