White Hawks vinder 1-0 over de danske mestre
OPDATERET KL. 23.00: Frederikshavn White Hawks blev det første hold i denne sæson, som besejrede de danske mestre fra SønderjyskE - endda på udebane. Der blev hverken scoret i den ordinære eller forlængede spilletid. I stedet blev Jesper Jensen matchvinder, da vinderen skulle findes efter straffeslag.
Det var allerede tredje gang i denne sæson, at White Hawks skulle ud i straffeslag, og hverken mod Rødovre eller Herning lykkedes det høgene at score på de tre forsøg fra midten. Set i det lys var det ekstra dejligt endelig at vinde.
Andy Brennan og Jake Morissette - tilbage efter en kort skadespause - brændte WH's to første straffeslag, inden Jesper Jensen slog til og blev matchvinder. Naturligvis sammen med Frederik Andersen, som holdet målet rent i Vojens Skøjtehal.
- Stor ros til specielt Frederik og Mads Bech. Mads er skarp i denne sæson. Han træffer hele tiden de rigtige beslutninger og er god både defensivt og offensivt, siger kaptajn Mike Grey.
Hjulpet på vej af hele syv WH-udvisninger mod kun to til SønderjyskE dominerede hjemmeholdets kampens to første perioder, hvor mestrene vandt skudstatistikken med 23-12. Største mulighed tilfaldt dog Morten Lie, men den formstærke frederikshavner brændte et straffeslag efter 34 minutter.
I tredje periode sad White Hawks på kampen. Gæsterne afsluttede 13 gange, hvorimod Frederik Andersen i WH-målet kun skulle tage sig af seks sønderjyske forsøg.
I den forlængede spilletid blev SønderjyskE ramt af en udvisning, men White Hawks greb ikke chancen. Heldigvis var vendelboerne skarpest, da det hele blev afgjort på straffeslag. Dermed var sæsonens flotteste sejr en kendsgerning - og vel også den hidtil største overraskelse i AL-Bank Ligaen.
- Vi spillede disciplineret. Slutspilshockey vil jeg kalde det. Vi lukkede af defensivt. Vi har fået point i alle seks kampe i AL-Bank Ligaen i denne sæson, jubler Mike Grey, som i øvrigt mener, at det er første gang i karrieren, han er involveret i en 0-0 kamp.
Husker han forkert, så skriv gerne en kommentar til denne artikel.





































