Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
03.11.2011 | Af: Lars Andersen

White Hawks skuffede mod SønderjyskE: 1-3

White Hawks samles til en sidste pep-talk, inden første face-off i aftens kamp mod SønderjyskE

Heller ikke i femte forsøg (tre liga- og to pokalkampe) lykkedes det Frederikshavn White Hawks at vinde over SønderjyskE. Høgene tabte torsdag aften en sløjt spillet kamp med 1-3 på egen is til et sønderjysk mandskab, som i store dele af kampen kontrollerede spillet og sikkert kørte sejren hjem.



 

I dag blev det til debut for unge Lasse Overgaard, der har gjort det så godt på FIK’s 1. divisionshold, at han har takket ja til en treårig kontrakt med Frederikshavn White Hawks. Lasse spiller i trøje # 19, som Christian Nordentoft tidligere bar.

Der var også en ganske særlig jubilar på isen i aften. White Hawks’ # 25 Tomi Jokinen spillede sin kamp nummer 600 for de hvide høge. Derudover skulle White Hawks’ # 61 Jakub Rumpel også hyldes. Han er blevet kåret som oktober måneds bedste White Hawks-spiller.

SønderjyskE chokstartede med en scoring efter 1:06 i første periode, signeret af # 10 Steffen Frank – og så var tonen ellers lagt for de første par minutter af kampen. SønderjyskE fortsatte sit udmærkede spil og dominerede det meste af spillet. Langsomt kom høgene mere og mere med i kampen, og det blev til et par halve afslutninger, men uden at placere SønderjyskE’s keeper, Alfie Michaud.

Der skulle gå 12:35, før der blev bragt balance på scoretavlen. Det skete ved en fejlpasning i midtzonen af SønderjyskE, hvilket prompte blev udnyttet af høgenes A-kæde. Tre hurtige pasninger mellem # 8 Greg Jacina og # 7 Thomas Søndergaard, hvor pucken til sidst havnede ved # 4 Christian Schioldan – og pludselig stod det 1-1 ud af nærmest ingenting.

Blot fire sekunder efter reduceringen kom tallet 23 i fokus. For White Hawks' vedkommende var det kaptajn Mike Grey med # 23, som fik en to minutters udvisning for hooking – hvilket SønderjyskE’s # 23 Kim Lykkeskov på blot 11 sekunder konverterede til en ny SønderjyskE-føring på 1-2. Resultatet holdt perioden ud i en første periode, hvor SønderjyskE var mest toneangivende. Dog havde høgene et par enkelte chancer i bl.a. powerplay, men sønderjyderne stod, hvor de skulle og klarede skærene.

SønderjyskE sad fuldkommen på anden periode. De pressede frederikshavnerne helt i bund op til flere gange. Selv om skudstatistikken kun sagde 5-7 i sydjysk favør, var billedet på isen noget helt andet. White Hawks' største chance i anden periode faldt til # 86 Kristoffer Jonsson, som fik en friløber, hvor han udplacerede SønderjyskE-keeperen, men målrammen var i vejen for en udligning.

I stedet stod SønderjyskE for anden periodes enlige scoring og udbyggede dermed føringen til 1-3, inden de sidste 20 minutter. SønderjyskE’s # 80 Christoffer Kjærgaard bragede et yderst velplaceret skud op i hjørnet af målet. Anden periode går hurtigt i glemmebogen for høgene. I store dele af tiden var White Hawks presset helt dybt i egen zone, og høgene havde store problemer med bare at få ekspederet pucken væk.

Aftenens gæster fra SønderjyskE havde bestemt ikke tænkt sig at lade White Hawks komme til fadet i tredje periode heller. Mario Simionis tropper var endnu engang spilstyrende og kontrollerede størstedelen af tredje periode med yderst disciplinært spil og god puckkontrol, hvilket var noget af det de hvide høge manglede en god portion af i aften.

Slutresultatet blev ved de 1-3 til gæsterne fra SønderjyskE, som nu har høstet 27 point i deres seneste ni kampe. Det er maksimumpoint.

Publikum kårede # 22 Christian Chapmann til aftenens bedste White Hawks-spiller.

Næste kamp for høgene er allerede på lørdag. Her går turen til Fyn, hvor et formstærke Odense Bulldogs venter.


 


BillederTilføj billede


FOTO: Lars Andersen

VideoerTilføj video

Kommentarer

Jesper Andreasen, 04-11-11 17:00:
SE er et klassehold, ingen kan følge indtil nu i år, så dem skal vi ikke regne med at slå i år, det var ringere, at vi ikke nappede mindst 1 point i Herning.

Vi er ikke i et gear der matcher top 3 i turneringen og tvivler ærlig talt også på, at vi kommer bare i nærheden af top 3. Mon ikke vi skal se efter plads 5-8 og holde os der. Det er få kampe i år, hvor man kan sige hele holdet har ydet 100% i 60 min, der er for mange der har udfald fra kamp til kamp og keeper har ikke niveau eller stabilitet til top 3-4.
Vi regnede med et tophold, men vi slår sjældent til med favoritværdighed.

Vi dog give kredit til HC for brug af 4 kæde og alle de unge sprudlende spillere, ikke mindst set i lyset af hvem vi mødte, forsæt da for f med det. Det lønner sig i februar og giver hår på brystet. Tror også nok lige der er et par gl der kunne bruge et pusterum på bænken...23 du skal holde dig fra unoder, du plejer at trække den ene udv efter den anden til modstanderne...men sgu ikke i år..igår kostede du et dumt mål, ikke det eneste i år...fy, du er jo "gl" og skulle være klogere og vise godt eksempel ;-) vi skal jo have gang i....kun en 23...
Mads Pedersen, 03-11-11 23:17:
Nej, White Hawks skuffede ikke en skid. Sønderjyske var bare det bedste hold! Altid et skridt foran..

Informationer til denne nyhed

Læst: 1280 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 5.0 af 5 fra 6 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder