Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
24.09.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Skøjteforening glæder sig over støtte på 79.750 kr.

Der er jubel i Frederikshavn Skøjteforening efter tildeling af 79.750 støttekroner samt udtagelse af to af klubbens mesterskabsløbere til Dansk Skøjte Unions Aspiranthold.

 

Siden midt i marts, da landet lukkede ned, har der været travlhed i Frederikshavn Skøjteforening med blandt andet at søge diverse puljer om støtte, og arbejdet må siges at have båret frugt.

Fra Danmarks Idræts Forbunds Corona-hjælpepulje har klubben modtaget godt 11.000 kroner til at dække noget af det tabte i forbindelse med Friløbskonkurrencen, som klubben efter planen skulle have været vært for i Iscenter Nord 13.-15. marts - altså bare to dage efter nedlukningen af Danmark.

Derudover har klubben modtaget 23.750 kroner fra Danmarks Idræts Forbunds Sommerpulje. Penge, som er øremærket rekruttering af nye medlemmmer, og som derfor lige nu kommer nye medlemmer til gode.

Der er også blevet bevilliget 15.000 kroner fra Toms Guldpulje til indkøb af skøjter til nye og nuværende medlemmer, hvilket betyder, at det for klubben nu er nemmere at tilbyde istræning for alle i familien, uden at folk selv skal ud og investere i egne dyre skøjter.

Derudover har klubben også modtaget et tilskud på 15.000 kroner fra Frederikshavn Kommune samt indgået endnu et elitesponsorat med kommunen på 15.000 kroner til eliteudvikling.

To af klubbens eliteløbere, 17-årige Amalie Borup og 21-årige Nikolaj Mølgaard Pedersen, er netop af Dansk Skøjte Union blevet udtaget som to ud seks løbere til unionens Aspiranthold. Aspirantholdet er de definerede talenter, som har kompetencer og færdigheder, så de kan udvikle sig til potentielle landsholdsløbere. Der er p.t. ingen løbere på det danske seniorlandshold, mens juniorlandsholdet består af to løbere.

Udtagelserne er en stor cadeau til klubbens cheftræner Kristín Hafborsdottir, som i sine snart to år i klubben har formået at skabe en rigtig god udvikling blandt løberne, samtidig med at klubbens medlemstal er steget voldsomt.

Frederikshavn Skøjteforening er dybt taknemlig for den økonomiske støtte, man har modtaget fra både Danmarks Idræts Forbund og fra Frederikshavn Kommune. En økonomisk støtte, der kommer alle medlemmerne i klubben til gode, og som gør, at klubben kan fortsætte den gode udvikling.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close