Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
28.09.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Frederikshavn har fået ny MC-butik på Toftegårdsvej

Jens Madsen servicerer alle typer motorcykler. Selv kører han for tiden på denne Honda.
Mangler du en dims eller nyt udstyr til motorcyklen, eller skal der skiftes et par reservedele, så er der igen en MC-butik i Frederikshavn, som kan hjælpe dig.

 

MC-Biksen er netop åbnet i 280 kvadratmeter lyse værkstedslokaler på Toftegårdsvej ved siden af Dekra Bilsyn. Hver eftermiddag og i weekenderne har Jens Madsen kaffe på kanden og er klar til at hjælpe med alt, hvad motorcyklister har på hjerte.

- Jeg har selv haft motorcykel i 37 år, og vores børn har kørt motorcross, så jeg kender hver en stump på en motorcykel. Her har jeg fået rigtig gode faciliteter til at arbejde professionelt med det, fortæller Jens Madsen.

Han arbejder som sikkerhedsofficer på Flådestation Frederikshavn, og motorcykler er hans store hobby, som nu er blevet til en virksomhed. Tre lifte, en dækstation, renseudstyr, udsugning og alt i værktøj er linet op i MC-Biksen, som også tilbyder vinteropbevaring.

- Motorcyklen opbevares under sikre forhold her, og jeg tilbyder også at gøre den klar til den nye sæson, når vinteren er forbi, fortæller den 55-årige biksemand.

Han håber, at værkstedet bliver et hyggeligt mødested for MC-interesserede. Der bliver også mulighed for at leje en lift og værktøjet til skru-selv, blot man køber reservedelene gennem MC-Biksen.

Forretningen har fået forhandlingen for en af verdens mest velassorterede MC-grossister, som kan levere til netvenlige priser fra dag til dag. På værkstedet ligger der tre kataloger med over 5000 siders MC-udstyr og flere hundrede tusinde varenumre.

- Vi er alle sammen vant til at finde de billigste priser på nettet, men jeg vil gerne udfordre motorcyklister i Frederikshavn og omegn: Spørg mig, inden I køber et slagtilbud på nettet. Jeg kan meget ofte skaffe varen billigere og med personlig service og garanti, siger Jens Madsen.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close