Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
29.09.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Meget sjælden delfinart i Skagen: En stribet delfin

Det er en sjælden delfinart, som i disse dage er på besøg i havnebassinet i Skagen. Delfinekspert Carl Kinze fra hvaler.dk oplyser til Kanal Frederikshavn, at der er tale om en stribet delfin, der hidtil kun er fundet to gange i Danmark og set en enkelt gang nord for Anholt.

 

Den nordjyske naturjournalist Søren Skov, der bor lige syd for Skagen, oplyser til TV2 Nord, at den almindelige delfin er set i sommer i Limfjorden ved Aalborg, mens den vestlige del af Limfjorden har haft besøg af øresvin, som også er kendt som Flipper-delfinen. De to arter er langt hyppigere gæster i Danmark.

En af forklaringerne på, at delfinen er i Skagen, kan være, at havene er blevet varmere her længere mod nord. Normalt boltrer den sig i vand med varmere temperaturer som i Middelhavet eller i Atlanterhavet ud for Portugals og Spaniens kyster.

- Delfinen i Skagen har også nogle pletter på siden, og ifølge hvaleksperter kan der være tale om, at den har en hudsygdom, så derfor kan den måske have søgt ind i havnebassinet. Men det er kun spekulationer og ikke til at sige med sikkerhed, siger Søren Skov til TV2 Nord.

Stribet delfin har navnet efter, at den har en stribe på hver flanke, og så hører den til en af de mindste delfiner med en størrelse på cirka to meter.

- Det er svært at sige, hvor lang tid delfinen bliver i Skagen. Måske er den syg, men jeg kan se, at den fouragerer efter småfisk i havnebassinet, så måske bliver den der et stykke tid endnu, vurderer Søren Skov.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close