Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
20.10.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

COVID-19: Krisestab mødes ekstra i denne uge

En lærer på 10. klassecenteret i Frederikshavn er testet positiv for COVID-19.
En lille stigning de seneste par dage i smittetallet betyder, at Frederikshavn Kommunes krisestab, når det gælder COVID-19, holder lidt flere møder i denne uge.

 

- Vi mødes ekstra i krisestaben netop på grund af den relativt lille stigning. Vi følger situationen nøje, ligesom vi er i kontakt med relevante statslige myndigheder, så vi kan træde til ved behov, fortæller borgmester Birgit S. Hansen til Kanal Frederikshavn.

Smittetallet blev mandag opgjort til 47 (antal smittede pr. 100.000). Søndag var det 40 og lørdag 39. Ellers har de seneste par uge løbende budt på et fald i smittetallet fra over 90.

- Strategien og opfordringen er stadig det kendte: Afstand, sprit hænder, host og nys i ærmet, vær opmærksom på rengøring/hygiejne og undgå store forsamlinger, siger Birgit S. Hansen.

Mandag eftermiddag kom det frem, at et dagplejebarn i Ålbæk er testet positiv, og mandag aften oplyste kommunen på sin hjemmeside, at en lærer på 10. klassecenteret i Frederikshavn er testet positiv for COVID-19.

Ingen andre skal dog sendes hjem, da hverken skolens øvrige lærere, elever eller andet personale er definerede som nære kontakter, da der ikke har været kontakt til den smittede på grund af efterårsferien.

Som det har været tilfældet hele tiden i Frederikshavn Kommune er der ikke et klart mønster i smittespredningen.

- Vi samarbejder med sundhedsmyndighederne om smitteopsporing, og vi ser stadig smittespredning på tværs af aldersgrupper og geografi, oplyser borgmesteren.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close