Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
25.10.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

FilmMaskinen starter nyt hold i 2021: Skal du med?

Kender du en ung nordjyde, der brænder for at arbejde med film? Så er det nu, de skal søge ind på FilmMaskinen.

 

FilmMaskinen, som er en regional filmskole i Frederikshavn for unge i alderen 17-25 år, søger nu elever til hold 9, som begynder i januar 2021.

På FilmMaskinen får eleverne 14 weekend-workshops i filmproduktion og historieudvikling med undervisning af professionelle filmfolk.

FilmMaskinen har bopæl i Frederikshavn og er en skole for unge, der for eksempel interesserer sig for kameraarbejde, instruktion, manuskriptskrivning, produktionsledelse, klipning, scenografi eller lyd. På FilmMaskinens forløb får de unge undervisning i alle dele af filmproduktionen, og de ender med at have produceret deres egen kortfilm.

I år har 18 unge gået på FilmMaskinen og der er blevet produceret fire kortfilm, som er færdige til november. Eleverne begyndte i januar og brugte hele foråret på at skrive deres film og planlægge produktionen. I sommerferien gik de på set og filmede alle de scener, der skulle bruges. Efteråret er blevet brugt på postproduktion, hvor der er blevet arbejdet med lyd, klipning og redigering.

Når kortfilmene er færdigproducerede, bliver eleverne opfordret til at sende deres film ud til alverdens filmfestivaler, hvor tidligere produktioner fra FilmMaskinen har høstet mange priser. Desuden får eleverne hjælp og vejledning til hvordan, de kan komme til at arbejde videre med film i den danske eller internationale filmbranche.

Inden man bliver optaget på FilmMaskinen, skal alle nye elever til en afklarende samtale hos Mads Palm Jensen, som er ansvarlig for FilmMaskinen. Til samtalen taler han med eleven om, hvilken rolle han/hun ønsker at have på uddannelsen samt om elevens forventninger og motivation for at deltage.

Man behøver ikke at have lavet film før, man starter på FilmMaskinen, men man skal have en interesse og film og en lyst til at lære.

Det koster 2.000 kroner at gå på FilmMaskinen i et år.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Presse

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close