Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
26.10.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Hent krea-pose og lav en skæmmende edderkop

Selvom Halloween holdes i COVID-19's skumle skygge, bliver det bestemt ikke kedeligt.

 

Bibliotekerne i Frederikshavn Kommune bringer - trods COVID-19 - ægte Halloween-gys og gru ind i børnenes liv i denne uge. Det vil flyde med blod, plastic-hugtænder, flagermusvinger, spindelsvæv og mange flere gruopvækkende ting, når bibliotekerne giver alle børn muligheden for at lave uhyggelige uhyrligheder.

Ud over bogudstillinger for både børn og voksne, hvor man kan finde inspiration til den næste gyselige bogoplevelse, gentager bibliotekerne en succes fra efterårsferien. Normalt benytter ekstra mange sig af bibliotekernes aktiviteter i uge 42, men da COVID-19 i år har sat en stopper for en del af det, bliver der tænkt i andre baner.

- I efterårsferien havde vi stor succes med at udlevere kreativitetsposer med forskellige materialer, så børnene kunne lave deres egne "helterullinger" derhjemme. Og der var stor efterspørgsel, for vi uddelte 200 krea-poser, og vi har fået glade og begejstrede tilbagemeldinger fra børnene , fortæller kulturformidler Stephanie Ann Nielsen og fortsætter:

- Vi viderefører derfor successen til Halloween, hvor børn i alle aldre kan hente en kreativitetspose med alskens klamme uhyggeligheder, så de kan lave en skræmmende edderkop, en lanterne eller et uhuuuuuuuyggeligt spøgelse. Vi hjælper jer også godt i gang med selv at lave uhyggelighederne via en video på vores Facebook-side.

Krea-pose og gyseligheder
Halloween-krea-posen kan hentes fra mandag 26. oktober på alle kommunens biblioteker. De udleveres efter først-til-mølle-princippet.

Med afsprittede hænder og afstand til andre er det også muligt at snuppe en runde mellem reolerne – måske støder man på en frygtindgydende bog, et gruopvækkende spil, en gyselig gyserfilm eller en rædselsvækkende tegneserie, som kan lånes med hjem for at gøre Halloween ekstra uhyggelig.

Biblioteket er åbent
Biblioteket følger alle retningslinjer fra Sundhedsmyndighederne. Der er sprit til hænderne, afstandsmærker på gulvet og indretningen er tilpasset, så den lever op til retningslinjerne i forhold til afstand.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close