Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
24.10.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Hørby-sag i landsretten: Den dømte anker sin dom

Sagen om en 15-årig dreng fra Hørby, der 28. marts blev fundet livløs på parkeringspladsen ved Hørby IF's klubhus, fortsætter i landsretten. Den dømte har anket dommen fra byretten.

 

9. oktober i år faldt der dom i sagen om den 15-årig drengs død i Hørby. 33-årige Jens Kristensen fra Frederikshavn blev kendt skyldig i at have forårsaget den unge mands død og blev idømt tre års ubetinget fængsel.

Da han modtog dommen, meddelte han, at han ville overveje at anke dommen, og det har han nu gjort. Sagen er anket til landsretten.

- Vi er uenige i byrettens dom. Både bevisvurderingen og strafudmålingen. Vi går derfor efter at få et andet udfald i landsretten, siger forsvarsadvokat Helle Kaad Iversen til TV2 Nord.

Dermed skal alle parter igennem hele sagen igen, men datoen for, hvornår retssagen går i gang er endnu uvist.

Ifølge anklageskriftet tog sagen sin begyndelse ved tre-tiden natten mellem 27. og 28. marts i år, hvor den nu 33-årige tiltalte udsatte den 15-årige dreng for "vold i betydeligt omfang."

Først på en adresse i Ravnshøj, derefter under en køretur til Hørby og endelig på en adresse i byen, hvor volden fortsatte.

Den tiltalte udsatte ifølge anklageskriftet den 15-årige for slag med både hænderne og bælter, ligesom han udsatte ham for kvælning med både et hundehalsbånd og et bælte.

Som følge af den vold, han blev udsat for, pådrog drengen sig adskillige skader i ansigtet og på kroppen.

Ifølge anklageskriftet havde den 33-årige, udover at udsætte drengen for særlig grov vold, også givet den 15-årige stoffet MDMA (bedre kendt som ecstasy, red.).

Begge dele efterlod drengen i så hjælpeløs en tilstand, at han kort tid efter afgik ved døden.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Per Frank Paulsen, TV2 Nord

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close