Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
25.10.2020 | Af: Michael Frederiksen

41-årig Sæby-keeper kåret til Kampens Spiller

Årets - formentlig - sidste Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen udviklede sig til en sæsonens mest afvekslende og målrige kampe. Efter blot at have fået ét point i holdets seneste fire kampe vandt IF Skjold Sæby med 4-3 ude over Strandby/Elling/Nielstrup IF (SEIF) i serie 2.

 

De to hold skiftedes til at dominere. Generelt var gæsterne klart bedst i første halvleg, hvor rutinerede Kasper Møller Kristensen headede de rødblusede foran efter ni minutter.

Det blev 2-0 efter 35 minutter, hvor Laurits Rømer, som lørdag var med på Skjolds DS-hold, flot udnyttede en hurtig omstilling og scorede fra spids vinkel via indersiden af fjerneste stolpe.

Inden da havde Sæby haft flere muligheder, men Keld Hansen i SEIF-målet havde en god eftermiddag på Nordjyske Bank Arena.

Kort efter sæbynitternes anden scoring burde SEIF have reduceret. Et langskud fra Frederik Christensen ramte stolpen. Returen endte i målfeltet for fødderne af Michael Vestergaard. Sæbys keeper, Christian Mørk, lå ned, men det lykkedes ham på utrolig vis at redde afslutningen. Den redning var det store samtaleemne i pausen i SEIF-lejren.

I anden halvleg overtog SEIF styringen, og allerede efter fire minutter præsterede Christian Mørk igen en fin redning. Bolden endte dog i kanten af straffesparksfeltet, hvor en SEIF-spiller ramte den perfekt. Christian Mørk var væk efter sin redning, men rutinerede Mads Boelskifte fik pandebrasken på.

I det 57. minut kom reduceringen. Nicklas Dam scorede på et straffespark begået mod Kasper Grøntved. Et straffespark, som var resultatet af et massivt SEIF-pres, hvor Skjold ikke kunne få bolden væk fra farezonen.

Bare fem minutter senere faldt udligningen. Frederik Christensens langskud strejfede en forsvarsspiller og snød Christian Mørk. SEIF fortsatte med at presse, og da IF Skjold Sæby efter 69 minutter fik kampens første advarsel (10 minutters udvisning) lugtede "De Gule" for alvor blod.

Men i stedet slog gæsterne til på endnu en omstilling. Igen blev bolden ført op i venstre side. Et perfekt indlæg endte for fødderne af Mathias Jørgensen, som konsekvent huggede bolden i kassen - 3-2 til IF Skjold Sæby. For SEIF kom den scoring givetvis som lyn fra en klar himmel.

Minuttet efter burde Stefan Ohrt have udlignet. Han var fri i målfeltet, men igen leverede 41-årige Christian Mørk i målet en vild refleksredning. SEIF pressede hårdt på for en udligning, og det gav god plads til Sæby. Det udnyttede Laurits Rømer efter 82 minutter med en friløber, som han sikkert scorede på.

Frederik Christensen - SEIF's bedste spiller denne søndag eftermiddag - reducerede i det 90. minut, men selv om dommer Torben Clausen lagde tre-fire minutter til formåede hjemmeholdet ikke at skabe flere chancer.

4-3 til IF Skjold Sæby, som dermed rykkede fra sjette- til tredjepladsen i puljen, hvor kun to point skiller Sæby fra Østervrå IF på sjettepladsen.

Målmand Christian Mørk blev kåret til Kampens Spiller og modtog for den bedrift en flot T-shirt fra Diadora. Det sker ikke så tit, når man bliver passeret tre gange, men den rutinerede keeper havde flere flotte redninger, som var matchafgørende. Det gælder især de to chancer, hvor SEIF-spillere var frie i målfeltet.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close