Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
26.10.2020 | Af: Michael Frederiksen

Politianmeldelse gør ikke politisk ansvarlig nervøs

Formand for Teknisk Udvalg, Karsten Thomsen (S), giver ikke udtryk for den store nervøsitet over, at Claus Haumann fra Gærum har meldt Frederikshavn Kommune til politiet på grund af flere strækninger med manglende hvid afstribning på vejene.

 

- Det er vores opfattelse, at vores vejafstribning lever op til vejlovens krav. Nu er vi blevet politianmeldt, så vi afventer deres konklusion, udtaler Karsten Thomsen til Kanal Frederikshavn.

Brønderslevvej mellem Kilden og Gærum er ét af steder, hvor Claus Haumann mener, at manglede afstribning gør det usikkert for bilisterne. Han har ifølge eget udsagn henvendt sig forgæves til politikere og forvaltning, og derfor har han nu politianmeldt kommunen.

På Brønderslevvej mener Claus Haumann også, at der mangler slidlag. Karsten Thomsen er uenig.

- Med hensyn til Brønderslevvej er det ikke vores faglige opfattelse, at omtalte vejstrækning er slidt op. Andre dele af Brønderslevvej trænger til nyt slidlag, og derfor besluttede Teknisk Udvalg i foråret at udskifte hele belægningen på omtalte strækning for derved at skabe et ensartet udtryk på belægningen. Anlægsarbejdet er planlagt til udførelse i år, oplyser Karsten Thomsen.

Der er omkring 1000 kilometer veje i Frederikshavn kommune.

- Det er et stort arbejde kontinuerligt at tilse og vedligeholde dette vejnet, men vi gør, hvad vi kan. Derfor er vi også rigtig glade, når vi får henvendelse fra borgerne om trafikfarlige forhold som huller i veje med videre. Det er en rigtig stor hjælp, siger Karsten Thomsen.

Den nemmeste måde at advisere om fejl er via app'en ”Giv et Praj”, som kan downloades gratis på en smartphone. Alle indmeldinger den vej bliver tilset og prioriteret indenfor et døgn.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close