Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
26.10.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Danmarkshistorie: Ny svampeart i Katsig Bakker

'Bleg grønskive' er en svampeart, der ikke tidligere er fundet i Danmark.
Katsig Bakker vest for Frederikshavn kommer på Danmarkskortet med fund af ny svampeart.

 

I forbindelse med kortlægning af biodiversiteten i de kommunale skove kan der nu skrives en ny art på Danmarkskortet og flere andre sjældne arter er fundet. Tidligere på året kunne Frederikshavn Kommune berette om en sjælden flagermusart i Købstrup Skov og Knivholt Skov – pipistrel-flagermusen. Denne gang er det svampenes verden, der er blevet undersøgt.

Det har resulteret i nogle spændende svampefund. Eksempelvis har man i Katsig Bakker for første gang nogensinde fundet svampen "bleg grønskive" - en svampeart, der ikke tidligere er fundet i Danmark.

Udover ”bleg grønskive” blev der i Vandværksskoven fundet to træboende svampearter, der ikke tidligere er kendt nord for Limfjorden, nemlig flammeporesvamp og spatel-filthat. Den sidste er på FN’s rødliste over truede arter og regnes for at være en særlig god indikator for værdifulde urørte skove.

Selvom der ikke er tale om en ny pattedyrart, er der alligevel særlig grund til at være glad over fundene:
  
- Vi har i mange år arbejdet med at skabe bedre betingelser for dyr og planter i vores kommunale skove. Skovene er det sted med flest sjældne arter, og jeg har i mange år kunne se den positive effekt i dagligdagen, men de nye fund er særligt vigtige, fordi de viser, hvor vigtigt dødt træ i skovene er for dyr og planter, og at vi ligefrem finder nye arter, der ikke er kendt fra Danmark og regionen er en god målestok for, at vores arbejde har båret frugt, siger skovfoged, Søren Hoff Brøndum, Frederikshavn Kommune.

Biodiversitet i trivsel
Svampe, der lever af eller på træ, kaldes vedboende svampe, og er vigtige indikatorer på biodiversitetens trivsel og afgørende for nedbrydningen af træ i naturen. Mange af dem er desuden truede. Faktisk er 15 arter vedboende svampe allerede uddøde i Danmark og mange arter er kritisk truede med ekstrem høj risiko for at uddø - herunder spatel filthat, som blev fundet i Vandværksskoven.

De vedboende svampe er i deres natur afhængige af dødt træ til at vokse, hvilket har været en mangelvare i Danmark. Men ikke i de kommunale skove. Her har man siden 2009 udlagt 14 procent urørt skov og udvidet dette til 20 procent i 2020. Mange svampe er nemlig afhængige af, at noget dødt træ får lov at ligge i mange år, så de kan nå at sprede og formere sig.

Formand for Teknisk Udvalg, Karsten Thomsen, glæder sig over, at naturen trives:

- Vores kommunale skove er et fantastisk aktiv for vores borgere og gæster. Vi har en masse skønne skove, hvor der er plads til både udeliv og natur. Det er dejligt at se, at vores ønske om mere vild natur hjælper og gavner naturen i skovene med helt nye arter. Vi er i front på landsplan med 20 procent urørt skov på de kommunale arealer og en naturnær drift på resten. Vi prioriterer klima og biodiversitet højt, og her spiller skovene en vigtig rolle.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close