Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
27.10.2020 | Af: Michael Frederiksen

Krydstogtskib skal være fire uger på Orskov Yard

Efter næsten syv måneder ud for Frederikshavn er NG Explorer de næste fire uger at finde hos Orskov Yard.
Krydstogtskibet National Geographic Explorer, der har ligget for anket ud for Frederikshavn siden 3. maj, sejlede mandag formiddag ind til Orskov Yard, hvor det skal være de næste fire uger.

 

Det amerikanske rederi, som ejer NG Explorer, er fast kunde hos Orskov Yard. Krydstogtskibet er inde til service og skal i dok om et par uger, blandt andet skal hovedmotor og andre vitale dele have en overhaling. Arbejdes ventes at vare fire uger.

Til at begynde med var der 80-100 besætningsmedlemmer ombord på NG Explorer, som hvert år rejser fra pol til pol. Vintrene tilbringes i Antarktis og somrene i Arktis. Skibet har plads til 148 gæster, og et 24 dages togt ombord på NG Explorer med sejlads i Antarktis og omkring Falklandsøerne koster cirka 175.000 danske kroner.

I dag er der kun 18-20 besætningsmedlemmer på NG Explorer, men på grund af COVID-19 er der stor bevågenhed, når krydstogtskibe sejler i land. Det kræver myndighedernes tilladelse.

- Og det har Orskov Yard styr på. Det er fornøjelse at arbejde sammen med dem, siger Claus Hesselby, indehaver af Hesselby Shipping i Frederikshavn, der har serviceret NG Explorer siden ankomsten for næsten syv måneder siden.

Direktør Lars Fischer, Orskov Yard, roser omvendt det amerikanske rederi for at udvise stor ansvarlighed, og han understreger, at frederikshavnerne ikke skal være nervøse for, at NG Explorer nu er helt inde i havnen.

- For os er det her en helt almindelig opgave, som vi håndterer på samme måde som alle andre opgaver. De har ligget for anker i over et halvt år, så der ingen smitterisiko for vores vedkommende. De få besætningsmedlemmer, der er tilbage på skibet, bliver ombord under værftsopholdet for at undgå en eventuel smitterisiko fra land, oplyser Lars Fischer.

Ifølge Claus Hesselby har besætningsmedlemmerne det godt. De mangler ingenting og får fuld løn, selv om alle krydstogtrejser indtil videre er aflyst. Det vides ikke, hvornår NG Explorer kan begynde at sejle igen. Sikkert er det, at det 112 meter lange skib de næste fire uge befinder sig hos Orskov Yard.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close