Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
28.10.2020 | Af: DEBAT-INDLÆG

Lokal corona-pulje var og blev en stor narresut

Formand Peter Laigaard: - Er Rødspætte Cup nu så pludselig en kommerciel del i FfI Håndbold, når vi i øvrigt arrangerer det med frivillig arbejdskraft? Foto: csphoto.dk
Formand Peter Laigaard, FfI Håndbold, fastholder i dette indlæg sin kritik af Frederikshavn Kommunes lokale hjælpepulje til foreninger og institutioner, der er ramt økonomisk af COVID-19:

 

Kære Birgit. Hvis jeg til en vigtig eksamen på mit arbejde som underviser havde en dumpeprocent på 46, ville det give anledning til at kigge tingene igennem - at reflektere, som det så smukt hedder nu til dags. Lad mig derfor som en af de dumpede til COVID-19 puljen reflektere over både indhold og proces.

For vi var jo 6 stk. der ifølge dit citat, dumpede ud af de 13, og som søgte Frederikshavn Kommunes COVID-19 pulje. Vi lever ikke op til kriterierne, som du udtalte. Det føles godt trods alt ikke at være den eneste, som åbenbart ikke kan læse og skrive. Men det føles ikke godt, at det stadig svæver i luften, hvorfor nogen kan få, mens andre ikke kan.

Du fremhæver selv kriterierne:
Udføre lovlige kommunale formål:

Her tror jeg, vi alle 13 er med.

Ikke berettiget til støtte fra statslige hjælpepakker

Her er jeg i tvivl. Vi har i FfI Håndbold fået fra DIF/DGI hjælpepulje, men faktisk været afskåret fra lønkompensationspuljerne som et plaster på såret, men det dækker jo ikke tilnærmelsesvis vores tab ved aflysningen af Rødspætte Cup.

Var det statslige puljemidler der diskvalificerede os? Kriteriet er mystisk. Sæt nu kommunen ville støtte os med mere, så er det jo direkte dumt at have søgt den anden pulje! Kan jeg tilbagebetale og så alligevel få fra kommunen? Hvorfor skal kan straffes for at søge andre puljer. Mormalt plejer det at være omvendt. At man kun støtter noget, hvis andre også gør det.

Turisthus Nords tilskud fra COVID-19 puljen er på helt præcis 235.932 kroner til Skagen Marathon, mens Fontænehuset får helt præcis 300.000 kroner. Mærkeligt, hvordan nogen kan regne ned på sidste decimal, mens de øvrige tilskud er skønsmæssige. Mærkeligt, at hvis man får fra andre, får man ikke. Mærkeligt, at det ene er funderet på en event, mens de andre tilskud går til den almindelige drift. Har dem, som har fået, ikke selv gjort noget?

• Ikke har indtægter, der overstiger udgifter

Mærkeligt kriterie, der jo ikke ligefrem belønner dem, som "gør noget". Moralen synes at være, at man ikke skal spare, når udgifterne stiger eller gøre noget ved at sikre nye indtægter. Gælder det bare en enkelt event, eller er det hele foreningens økonomi, der måles på?

Har lidt så svære tab, at den fortsatte eksistens er truet

Puha, hvordan gør man så det troværdigt juridisk holdbart. En harmonikaklub fik 9.700 kroner – var harmonikaklubben virkelig lukningstruet for et sådant beløb? Vi mistede i FfI Håndbold 55 % af vores indtægter, og med et 0-regnskab skal man ikke være økonomiprofessor for at regne ud, vi er truet på eksistensen, hvis vi ikke gør noget.

Men er det nok at kunne bevise det? Hvis man gør noget, skader det så ens ansøgning? Hvornår er man truet på eksistensen? Og hvordan beviser man det? Så længe der er fem medlemmer tilbage, er man da en lovlig forening!

Man kan jo bare skære alt bort, herunder afskedige personale, sælge indbo, dokumentere man har søgt alle puljer, der findes i den her verden, sat kontingenterne op, solgt lodder, lavet crowdfunding, været i skifteretten og være på vej mod konkurs, før man kan dokumentere, man er truet på eksistensen. Jeg tvivler på, at nogen af modtagerne fra puljen har været i stand til at løfte denne bevisbyrde 100 %. Mon ikke relationer og personlige præferencer har spillet en stor rolle i vurderingen af det her kriterie?

Som tidligere byrådsmedlem ved jeg, at du også synes, budgetlægningen her i kommunen bliver besværliggjort af de mange statslige puljer, kommunen skal søge ind i løbende, og at man ofte har følelsen ved først nedskæringer og derefter man søger ind i puljer som hunden, der bliver fodret med sin egen hale.

Derfor undrer jeg mig også over, at I lavede en COVID-19 pulje på 3 mio. med indviklede, ulogiske og kryptiske kriterier som en tiltrængt vitaminindsprøjtning til organisationer og foreninger i kommunen, og bagefter udlader at uddele de 2,2 mio. til 2.5 mio. (afhængig af Skagen Marathon får eller ikke). Der er ikke mange refleksioner over, om de her kriterier nu også opfylder de politiske målsætninger, man meldte ud i august.

Processen er samtidig total lukket, og er det fortsat. På kommunens hjemmeside kan man følge med i mangt og meget, se masser af regnskaber, ansøgninger med videre, men COVID-19 puljen er og forbliver en Black Box.

På Kanal Frederikshavn kunne vi endda tidligere i denne uge læse, at der åbenbart også er nye hemmelige kriterier, som aldrig har været offentlig kendt, som har spillet ind ind ved udvælgelsen til COVID-19 puljen, nemlig "ikke til den kommercielle del i foreninger og institutioner". Er Rødspætte Cup nu så pludselig en kommerciel del i FfI Håndbold, når vi i øvrigt arrangerer det med frivillig arbejdskraft? Alle foreninger laver vel aktiviteter for at tjene penge...men så er det jo en kommerciel aktivitet? Mystikken vil ingen ende tage.

Jeg fastholder derfor, at de kriterier for COVID-19 puljen, som blev udmeldt 19. august, strider mod alle normale gængse kriterier i de hav af puljer, alle vi foreningsledere må forsøge at finde tid til at kigge igennem - i vores fritid.

Venstre med den tidligere formand for Kultur- og Fritidsudvalget Anders Broholm spidsen, og nu Mette Hardam til nye højder, har så hen over hovedet på alle foreninger i kommunen stået i spidsen for at indføre endnu flere puljer i den nye Frederikshavnerordning.

I Kultur- og Fritidsudvalget diskuterer og udsætter man så stadig udmøntningen, overgangsordninger for 2019, praksisgenopretning etc. og har skabt et bureaukratisk monster - for en ordning, der vel og mærke blev vedtaget i 2018!. Alt imens man påstår, det skal være nemmere at være foreningsleder!

Men kære Birgit. Tak fordi du kaster glans over åbningen af Rødspætte Cup, hjælper med at trække lodder, når vi laver en skilling ved billotteri etc.

Paradoksalt nok skulle vi måske ikke have gjort alt det, vi har gjort, eller søgt andre hjælpepuljer, eller iværksat en række initiativer for at nedbringe vores udgifter i klubben for dermed at få flere beviser for en truet eksistens. Jeg ved det ikke.

Det eneste jeg ved er, at COVID-19 puljen var og blev en stor narresut.

 

BillederTilføj billede


FOTO: csphoto.dk

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close