Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
29.10.2020 | Af: Michael Frederiksen

Kommune reviderer plan for hvide striber på vejene

Brønderslevvej mellem Kilden og Gærum får nyt slidlag og hvide striber i november.
Frederikshavn Kommune modtog i går en meddelelse fra Nordjyllands Politi om, at de ikke vil optage anmeldelse i forhold til afstribning af veje i Frederikshavn Kommune. I samme åndedrag oplyser kommunen dog nu, at den er i gang med en revidering af vedligeholdelsesplanen for vejafmærkning. Den ventes allerede færdig ved årsskiftet.

 

Claus Haumann fra Gærum har meldt Frederikshavn Kommune til politiet, fordi han mener, at manglende afstribning på adskillige veje udgør en sikkerhedsmæssig risiko.

Meldingen fra Nordjyllands Politi betyder dog ikke, at kommunen er ligeglad, når der kommer henvendelser fra borgerne.

- Vi tager tingene alvorligt, når der kommer henvendelser fra borgerne. Det gør vi også i denne sag, og de konkrete henvendelser vil naturligvis blive besigtiget og taget med i vore prioriteringer om vejvedligeholdelse, siger Karsten Thomsen (S), formand for Teknisk Udvalg.


Brønderslevvej, som er en af de veje, Claus Haumann klager over, vil i år få lagt nyt slidlag. Det forventes, at arbejdet begynder i løbet af de næste par uger, hvorefter den naturligvis vil blive afmærket i henhold til gældende lovgivning.

- Netop fordi vi har afventet et nyt slidlag har vedligeholdelse af vejstriberne været udsat. Det synes vi da, er en fornuftig beslutning, udtaler Karsten Thomsen.

En ting er de lovmæssige krav, en anden ting er, hvad der er fornuftigt set i et trafiksikkerheds perspektiv. I forhold til trafiksikkerhed er der mange faglige aspekter, der spiller ind, eksempelvis trafikintensitet, trafikkarakter, oversigtsforhold og meget mere.

- Det hænder, at vi på dette punkt ikke altid har samme faglige opfattelse, som det en borger mener, men vi lytter altid til gode saglige argumenter og tager det med i vore overvejelser, forklarer Karsten Thomsen.

Fordi tingene engang var, som de var, kan det ikke forventes. at det bliver ved med at være sådan.

- Der er mange ting, der påvirker vor drift på området, trafikmæssige ændringer, by- og industriudvikling, ændringer i lovgrundlag og naturligvis også økonomi. Det betyder, at vi med mellemrum er nødsaget til at ændre vore planer og praksis, og lige nu arbejdes der med en revidering af vores vedligeholdelsesplan for vejafmærkning. Forventningen er, at denne revision er gennemført til årsskiftet, lover Karsten Thomsen.

Frederikshavn Kommune vil således være klar med en ny plan for vedligeholdelse i 2021.

- Og lige en praktisk oplysning. Stribearbejde på vejene udføres normalt i perioden mellem april og november af hensyn til vejrliget. Stribearbejde i den kolde tid holder generelt ikke ret godt, oplyser formanden for Teknisk Udvalg.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close