Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
29.10.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Kvinde idømt fængsel for at sætte ild i opgang

Kvinden og beboeren i lejligheden havde tidligere på aften indtaget alkohol sammen i lejligheden og var så raget uklar. Foto: Jesper Christiansen, TV2 Nord
En 37-årig kvinde er tirsdag ved Retten i Hjørring blevet idømt et år og tre måneders ubetinget fængsel for at sætte ild i en opgang i Vestergade i Frederikshavn tilbage i april.

 

Ifølge anklageskriftet havde kvinden 27. april omkring klokken 01.30 sat ild til en dørmåtte, en plasticblomst og et viskestykke uden for en lejlighed. Efter ildspåsættelsen havde ilden bredt sig til lejlighedsdøren. I lejligheden befandt sig en mand, som ifølge anklageskriftet var i overhængende fare på grund af ilden.

Kvinden var tiltalt efter Straffelovens paragraf 180, som kan give fængsel op til livstid, men hun blev dømt efter paragraf 181 stykke 3, idet det ikke kunne påvises, at personen i lejligheden var i overhængende livsfare.

- Hun erkendte sig skyldig i at ildspåsættelse. Men hun mente ikke, det skulle henføres under paragraf 180, men i stedet paragraf 181, siger anklager Kristina Frandsen, Nordjyllands Politi, til TV2 Nord.

Kvinden og beboeren i lejligheden havde tidligere på aften indtaget alkohol sammen i lejligheden og var så raget uklar.

- Der opstår en konflikt nede på gaden mellem dem. Hun forklarer, at hun efterfølgende går over til lejligheden igen og sætter ild til døren. Hun siger, det er fordi, hun er påvirket af alkohol, og at det er en spontan handling. Hun forklarer desuden, at hun havde til hensigt at skræmme ham, men at hun ikke havde til hensigt, at det skulle sprede sig så voldsomt, fortæller Kristina Frandsen.

Kvinden var desuden tiltalt for vold mod manden samme aften, men det blev hun frifundet for, da det ikke kunne bevises ud over en hver rimelig tvivl, at hun var skyld i det. Hun var også tiltalt for at være i besiddelse af hash, hvilket hun blev dømt for.

Den 37-årige kvinde har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Jesper Christiansen, TV2 Nord

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close