Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
30.10.2020 | Af: Michael Frederiksen

Jerup: Badevandskvalitet er steget til 'god' i 2020

19 ud af 20 badevandstationer i Frederikshavn Kommune opnår topkarakter i 2020, når det gælder badevandskvalitet. Kun Jerup Strand må nøjes med næsthøjeste karakter, men det er også en flot fremgang i forhold til for to år siden.

 

Både i 2017 og 2018 stod der "ringe" ud for Jerup Strand. I 2019 var badevandskvaliteten "tilfredsstillende", og i år er den "god". Der findes fire niveauer. Topkarakteren er "udmærket".

Kontrollen er lovpligtig og udføres i henhold til Miljøministeriets bekendtgørelse om badevand og badeområder. Der udføres en statistisk beregning på baggrund af undersøgelsesresultater fra de seneste fire år. For at opnå Blå Flag og Badepunktsflag skal stranden have
klassificeringen udmærket.

I badesæsonen 2020 har 19 badestationer opnået udmærket badevandskvalitet. Haldbjerg-Vangen badestation er gået fra god til udmærket, og Jerup Strand er altså gået fra tilfredsstillende til god.

Jerup Strand har i årene 2018 og 2019 haft badeforbud med baggrund i klassifikationen ringe. I år var badevandskvaliteten klassificeret tilfredsstillende, og det var derfor muligt at bade på stranden igen. Næste år vil stranden formentlig forbedres fra klassifikationen tilfredsstillende til god.

Som følge af den tidligere ringe badevandskvalitet ved Jerup Strand har Frederikshavn Kommune haft rådgivningsfirmaet AmphiBac til at undersøge årsagen til forhøjede bakterietal i området omkring Jerup Strand. I 2019 konkluderede AmphiBac, at det ikke var muligt at lokalisere én årsag til forureningen.

Derfor har der i 2020 været et badevarslingsskilt opstillet på stranden, som er koblet til en nedbørsmåler, der advarer gæsterne om at bade, når der har været kraftige regnskyl i området. Det formodes nemlig, at der er en sammenhæng mellem meget nedbør og udledning af forurening til badevandet. Badevarslingsskiltet er slukket uden for badesæsonen, hvor der ikke tages badevandsprøver.

I badesæsonen 2020 har Frederikshavn Kommune desuden fortsat arbejdet med kildeopsporing i området omkring Jerup. Der er foretaget målinger i vandløb, der løber ud i havet ved og omkring Jerup Strand, der er blevet lavet DNA-analyser på vandet i disse udløb, og der har været droneflyvning for at se efter potentielle forureningskilder i oplandet. Alle målingerne viser, at der er tale om diffus og sporadiske forureninger.

I år har der ikke været overskridelse på de vandanalyser, der laves af
badevandskvaliteten på Jerup Strand hen over sæsonen. I går havde kommunen møde med Jerup Borgerforening, så kommunen og borgere kan udveksle erfaringer og drøfte fremtidig håndtering af badevandskvaliteten ved Jerup Strand. Det foreslås at fortsætte med et varslingssystem og øget antal badevandsprøver i 2021.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close