Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
31.10.2020 | Af: Michael Frederiksen

Bundhold ramt af ny operation og sygemelding

Frida Maag Damgaard (nr. 25) har været sygemeldt siden i mandags.
Vendsyssel Håndbolds bundhold løb lørdag eftermiddag ind i sit største nederlag efter oprykningen til Bambusa Kvindeligaen. Vendsyssel tabte 19-37 i udekampen mod Viborg. En ny operation og en sygemelding svækker bundholdet.

 

Vendsyssel fulgte med til 7-7 midt i første halvleg, blandt andet fordi Christina Pedersen scorede på fire straffekast - i øvrigt gæsternes første fire mål. Herefter kom Viborgs favoritter foran med 12-7, og siden var der aldrig spænding om udfaldet.

Der manglede to Vendsyssel-spillere på holdkortet sammenlignet med for en uge siden, hvor oprykkerne tabte med ét mål til Randers HK. Hverken Mette Brandt Nielsen eller Frida Maag Damgaard var med i Viborg.

- Jeg blev mandag morgen informeret om, at Frida er sygemeldt. Mere kan jeg ikke sige, oplyser formand Christian Carlsen til Kanal Frederikshavn.

Frida Maag Damgaard var topscorer i 1. division i den forgangne sæson og skiftede inden denne sæson fra DHG til Vendsyssel. Fynboen har dog haft det svært i landets bedste række. Senest mod Randers HK leverede hun et skidt indtryk i de få minutter, hun fik på banen, og straks efter kampen forlod hun hallen efter en lynomklædning. Nu er hun sygemeldt.

Mette Brandt Nielsen, der er tiltænkt rollen som playmaker, brækkede hånden i en træningskamp. Hun forsøgte at spille mod Randers, men uden den store succes. I løbet af ugen er hun blevet opereret i hånden igen.

- Mette havde stadig smerter på grund af skaden. Nu håber vi, at hun bliver klar til Ajax-kampen, siger Christian Carlsen.

Vendsyssel møder Ajax i årets sidste kamp, 30. december.

Sofie Lassen fik ligadebut for Vendsyssel i dag. Hun har taget springet fra Aars HK i 2. division til Bambusa Kvindeligaen. Hun scorede ét mål på tre forsøg i Viborg.

Vendsyssels målscorere:
Christina Pedersen 6
Henriette Hansen 3
Pernille Brandenborg 3
Cecilie Termansen 2
Sofie Sletskov 2
Sofie Lassen 1
Ida Andersen 1
Steinunn Hansdottir 1

Elin Thorsteinsdottir - bedste Vendsyssel-spiller for en uge siden - indledte kampen i målet, men præsterede blot to redninger på 24 forsøg. Det blev lidt bedre, da Synna Lien fik chancen. Nordmanden reddede fem ud af 16 afslutninger.

Allerede tirsdag aften venter endnu en vanskelig kamp hjemme mod Team Esbjerg. Der er kampstart i DRINX Arena kl. 18.00.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close