Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
25.11.2020 | Af: Michael Frederiksen

6.300 frederikshavnere skal snart have ny læge

To udbudsklinikker og tre regionsklinikker i Region Nordjylland bliver i løbet af det næste halve år overdraget til praktiserende læger, der har budt på klinikkerne. Regionen glæder sig over, at knap 30.000 borgere nu får et lægetilbud på normale vilkår.

 

I Frederikshavn bliver udbudsklinikken drevet af Alles Lægehus med cirka 6.300 patienter tildelt praktiserende læge Kenny Birk Bøtcher. Han er 47 år og har i dag en lægeklinik i Brønderslev.

Alles Lægehus ligger i Regionshospital Nordjyllands lokaler på Barfredsvej i Frederikshavn.

Knap 30.000 borgere i Frederikshavn, Thisted, Hjørring, Nykøbing Mors og Øster Jølby skal nu ikke længere forbi en udbuds- eller regionsklinik, når de har brug for at gå til læge. Efter en annoncering af de fem klinikker er de 18 ansøgninger blevet vurderet, og Regionsrådet i Region Nordjylland har besluttet at følge indstillingen fra Vurderingsudvalget med regionsrådsmedlem Lis Mancini (S) i spidsen. Det betyder, at de fem klinikker i løbet af det næste halve år vil blive overdraget til de praktiserende læger, som fremover skal drive klinikkerne.

- Det er dejligt, at vi nu kan tilbyde borgerne i de berørte områder en læge på normale vilkår, efter vi i en del år har været nødt til at oprette udbudsklinikker og regionsklinikker for at sikre lægedækningen. I vores vurdering af ansøgerne har kvalitet været det bærende parameter, så derfor er jeg også overbevist om, at borgerne kan se frem til en god og robust lægeløsning, siger Lis Mancini (S).

Ansøgerne blev vurderet på kvalitetsparametrene bemanding, anvendelse af praksispersonale, kontinuitet, samarbejde, patientkapacitet og tilgængelighed. Et priskriterie kunne desuden tages i brug, hvis to ansøgere blev vurderet ens på kvalitet. Vurderingsudvalget skulle tage stilling til 18 ansøgninger fra 11 forskellige ansøgere, da nogen havde budt ind på flere klinikker.

- Det er positivt med den store interesse, og det lover godt for den fremtidige lægedækning i regionen. Ansøgerne adskilte sig fra hinanden på kvalitetsparametrene, og det blev udslagsgivende. Det kunne for eksempel handle om kontinuitet i form af lægens egen tilstedeværelse i klinikken, forklarer Lis Mancini.

Forventningen er, at de nye ejere vil kunne få overdraget klinikkerne i løbet af det næste halve år, men det præcise tidspunkt er endnu ikke afklaret, lyder det fra Carsten Haugaard Kvist, kontorchef for Nære Sundhedstilbud, Region Nordjylland.

Patienterne vil i forbindelse med overdragelsen få mulighed for gratis lægeskifte. De vil få nærmere information om dette senere i overdragelsesprocessen.

Her er de nye læger
Udbudsklinikken i Frederikshavn drevet af Alles Lægehuse med cirka 6.300 patienter tildeles praktiserende læge Kenny Birk Bøtcher.

Udbudsklinikken i Thisted drevet af Nordic Medicare med godt 4.900 patienter tildeles Lægehuset Thyland ved praktiserende læger Klaus Wilbrandt Kjær og Antonio Tivalotti.

Regionsklinik Hjørring med cirka 5.400 patienter tildeles praktiserende læge Lidija Petrovic.

Regionsklinik Øster Jølby på Mors med omkring 5.900 patienter tildeles Lægehuset Thyland ved praktiserende læger Klaus Wilbrandt Kjær og Antonio Tivalotti.

Regionsklinik Nykøbing Mors med godt 6.100 patienter tildeles praktiserende læge Sivakaran Sivayogajeyam.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close