30.11.2020 | Af: Michael Frederiksen
Tyv åbnede pengeskab, mens butik havde åbent
103182
103182
Midt i åbningstiden lykkedes det torsdag eftermiddag for en tyv at skaffe sig adgang til et pengeskab hos Harald Christiansens Eftf. på Vestre Strandvej i Skagen.
Nordjyllands Politi oplyser til Kanal Frederikshavn, at billeder fra et videoovervågningskamera viser, at gerningstidspunktet er torsdag kl. 14.38.
Der er tale om en indtil videre ukendt gerningsmand, som tilsyneladende har fundet nøglen til pengeskabet et andet sted i bygningen. Med nøglen var det nemt at åbne pengeskabet, som står på et kontor.
Det vides endnu ikke, om der er stjålet noget.
Nordjyllands Politi skal nu i gang med at nærstudere billeder fra videoovervågningen.