Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
05.08.2022 | Af: Kanal Frederikshavn

10 kunstnere tolker Skagens unikke natur

10 kunstnere er nu klar til at præsentere de værker, som kom ud af deres respektive vandringer sidste år i naturen omkring Skagen. Foto: Maja Nydal
Som en del af det kunstneriske vandringsprojekt Walking Landscapes gæstede 10 vidt forskellige kunstnere sidste år Skagen. Her var de hver især på en 12 timer lang vandring i den unikke natur, som omgiver Skagen. Undervejs kunne alle interesserede følge med, da alle vandringer blev live-streamet.

 

De deltagende kunstnere benyttede sig undervejs af mange forskellige kunstarter som f.eks. performance, billedkunst, musik, arkitektur, aktivisme, dans, filmkunst og litteratur.

Her et år senere er de 10 kunstnere nu klar til at præsentere de værker, som kom ud af deres respektive vandringer. Det sker i udstillingen: Walking Landscapes Skagen.

Udstillingen har til hensigt at inspirere til at opleve Skagens smukke natur med nye øjne.

De fleste kender til de ikoniske naturperler som Grenen, Råbjerg Mile og Den Tilsandede Kirke. På kunstnernes vandringer har fokusset imidlertid været på nye og anderledes steder og oplevelser. Du vil således se steder og aktiviteter, som du ikke nødvendigvis kender til eller troede fandtes i Skagens natur.

Udstillingen kan opleves på anden sal i Kulturhus Kappelborg i perioden fra lørdag 27. august og frem til fredag 16. september.

Lørdag 27. august er alle interesserede inviteret til fernisering. Udstillingen vil denne dag være åbent fra kl. 13.00 til 16.00.

I forbindelse med ferniseringen er der arrangeret en koncert med Søren Krogh og Janus Bechmann. Denne koncert finder sted i Kulturhus Kappelborgs foyer kl. 14. Alle gæster til ferniseringen har gratis adgang til koncerten.

Søren Krogh udgav i februar i år albummet: Havtornsland, som er en hyldest til den vendsysselske natur. Der er derfor lagt op til en helt unik og smuk koncert med tydelige tråde til udstillingen Walking Landscapes Skagen.

I hele udstillingsperioden vil der være flere forskellige aktiviteter for både børn og voksne.

Såvel udstillingen Walking Landscapes Skagen som de tilhørende aktiviteter er gratis for alle at deltage i.

Bagom Walking Landscapes Skagen
Udstillingen er baseret på det kunstneriske vandringsprojekt Walking Landscapes, som er den første ud af tre etaper i det nationale kunst- og kulturprojekt Metropolis Landskab.

I løbet af 140 dage foretog 140 kunstnere 140 vandringer à 12 timer gennem vidt forskellige landskaber i de 12 deltagende kommuner.

Alle kunstnere har en særlig relation og kendskab til det landskab, de vandrede i. Med dette kendskab i rygsækken tog de os med til gemte og glemte steder på en rejse ind i landskabernes natur, myter, stemninger, fænomener og hemmeligheder. De udforskede stederne ud fra hver deres kunstneriske disciplin – performance, billedkunst, dans, fortælling, arkitektur, film, musik og så videre – og brugte omgivelserne som ramme og indhold for de kunstneriske aktioner, de skabte undervejs.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Maja Nydal

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close