130 uddannelsesbeviser til otte EGU-elever på EUC Nord
Siden februar har otte EGU-elever arbejdet med deres transportuddannelse hos EUC Nord på Knivholtvej i Frederikshavn. De har med bravur bestået i alt 130 uddannelsesbeviser til sammen.
EGU (Erhvervsgrunduddannelsen) er typisk en to-årig uddannelse med stort fokus på praktisk arbejde. Den uddannelse begyndte otte unge elever på i februar.
De har nu gennemført en teoretisk del af forløbet, og alle har fået en praktikplads, hvor resten af deres uddannelse foregår. Alt efter deres baggrund tager den resterende del af uddannelsen cirka halvandet år, og i hele perioden har den enkelte tilknyttet en vejleder.
Hos EUC Nord på Knivholtvej handler det om transport, og underviserne har med sikker hånd guidet de unge gennem forløbet, så de i alt har bestået 130 eksamener til sammen. Faglærer Kim Bille fortæller:
- Eleverne møder med flere forskellige forudsætninger, og for nogen vil det være første gang, de består en prøve eller afslutter et skoleforløb efter folkeskolen. Lærerteamet arbejder i et respektfuldt samarbejde med eleverne og anvender blandt andet hjemmelavede spil og kort som undervisningsmateriale for, at de unge motiveres til læring gennem leg, og på den måde nemmere kan lære teorien, der ofte kan være ret kompliceret. Trivsel er i førersædet, eleverne mødes i øjenhøjde, og sammen med eleverne lærer vi, øver os, øger og udvikler os i væredygtighed.
EGU er en del af FGU (Forberedende grunduddannelse). Uddannelsesforløbet er et samarbejde mellem EUC Nord, FGU- Vendsyssel i Frederikshavn og Hjørring, Den Kommunale Ungeindsats (KUI) i Frederikshavn og Hjørring samt Frederikshavn Ungdomsskole.
I forløbet har eleverne blandt andet gennemført personlig udvikling til arbejde og uddannelse, arbejdsmiljø, samarbejde i teams, kundeservice, erhvervet kørekort til kørsel med lastbil og vogntog, samt flere certifikatgivende kurser.
Det forventes at begynde et nyt FGU/ EGU-hold i februar 2024.
Yderligere information om kursusforløbet kan ske ved henvendelse til:
FGU-Vendsyssel i Frederikshavn, Ib Christensen
Den Kommunale Ungeindsats i Frederikshavn, Uffe Hansen
FGU- Vendsyssel i Hjørring, Marianne Rytter Krogh eller Rene Schneider
EUC Nord, kursussekretær Gitte Nyquist