Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
12.03.2023 | Af: Michael Frederiksen

15-årig WH-spiller flytter til Göteborg til sommer

- Jeg glæder mig til at løbe ind igennem den store høg og mærke stemningen, siger Mads Kongsbak Klyvø.
ISHOCKEY: Efter to udekampe glæder den kun 15-årige Mads Kongsbak Klyvø sig til sin første ligakamp på hjemmebane, når Frederikshavn White Hawks i eftermiddag får besøg af Herning Blue Fox i den anden DM-kvartfinale.

 

Mads Kongsbak Klyvø er overraskende blevet kastet for løverne i Metal Ligaen i udekampene mod Odense Bulldogs og Herning Blue Fox.

- Det er fedt at få chancen og spille med seniorerne, som jeg selv har set spille igennem længere tid. Der er generelt mere tempo og fysik i spillet i Metal Ligaen, end jeg er vant til i ungdomsrækkerne. Det er fedt at opleve. Jeg glæder mig helt vildt til at skulle på banen til en hjemmebanekamp og at skulle løbe ind igennem den store høg og mærke stemningen, siger Mads Kongsbak Klyvø til Kanal Frederikshavn.

Den unge forward er i denne sæson noteret for 33 point (13+20) i 27 kampe på FIK's U20-hold samt 27 point (18+9) i 13 kampe på U17-holdet. Nu er han ligaspiller under cheftræner Pelle Hånbergs kommando.

- Pelle Hånberg har taget godt imod mig og givet mig en masse spilletid. Fra start har han været god til at forklare mig holdets system. Pelle har en stor gejst, og han er ekstremt motiverende. Jeg synes, at han er en fantastisk god træner. Jeg synes også, at det er mega sejt, at han tager så ung en spiller som mig med … og så til slutspillet, smiler Mads Kongsbak Klyvø.

Du havde en god chance i fredagens kvartfinale i Herning. Hvordan oplevede du situationen?

- En Herning-back prøvede at skyde pucken ud af zonen, men Suistio greb pucken på blå linje. Jeg så smuthullet højt i slottet og kaldte på pucken, hvorefter jeg fik den. Jeg så, at der var et hul over målmandens benskinne, men Carruth (Hernings målmand, red.) fik desværre reddet pucken.

Søndag skal du spille hjemme for første gang i Metal Ligaen. Hvordan bliver det?

- Som sagt glæder jeg mig helt vildt til at skulle løbe ind igennem høgen sammen med holdet. Det har været en drengedrøm at opleve det. Det bliver fantastisk at spille for et stort, lokalt publikum, som jeg selv har været en del af, siger Mads Kongsbak Klyvø.

Han forlader Frederikshavn til sommer. Den 15-årige frederikshavner har indgået en junior-aftale med Frölunda HC i Göteborg, hvor han også skal gå i hockeygymnasium Katrinelund.

- J18-cheftræner Sebastian Pihl fra Frölunda HC var træner på en FIK-sommercamp for tre år siden, hvor kontakten blev skabt. Jeg har løbende besøgt klubben til træninger og test siden, og jeg føler mig allerede hjemme derovre. Jeg glæder mig meget, siger Mads Kongsbak Klyvø.

Der er kampstart kl. 15.00 i eftermiddag i Nordjyske Bank Arena.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close