Gå til hoved-indhold
112
07. oktober 2021 - kl. 11.10

15-årige drenge stoppet på ulovlige knallerter

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Politiet i Frederikshavn får en del henvendelser om ulovlige knallerter. Onsdag morgen blev en patrulje sendt til Skagen for at kontrollere de knallerter, som skoleeleverne kører på.

Politiet nåede at registrere tre ulovlige knallerter på Ankermedet ved Skagen Skole. I alle tre tilfælde var det 15-årige drenge, som blev stoppet på en ulovlig knallert, der ifølge politiet kunne køre "væsentligt over det tilladte".

En knallert må kun køre 30 km/t, men politiets medbragte rullefelt afslørede, at de tre drenge var i stand til at komme noget hurtigere til og fra skole.

De tre drenge får en bøde og en betinget frakendelse af retten til at køre på knallert. Bliver de stoppet igen, mister de retten til at køre på knallert i to år, og deres knallert konfiskeres. Er de under 18 år, bliver deres mulighed for at tage kørekort til bil udskudt med seks måneder.

Politiet opfordrer forældre til at holde øje med deres børns knallerter, og der er ingen tvivl om, at onsdagens kontrol ved Skagen Skole nu vil føre til flere lignende kontroller - både i Skagen og andre byer i Frederikshavn Kommune.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...