24 erhvervsfolk samler ind til Julehjælpen
24 erhvervsfolk har meldt sig som indsamlere til Dansk Folkehjælp Frederikshavns årlige indsamling af penge til brug ved uddeling af Julehjælpen.
Det er 10. år, at Dansk Folkehjælp samler et Erhvervspanel i Frederikshavn, som ringer til deres netværk for at høre, om de vil give penge til et godt formål.
- Det er indtil nu blevet til i alt 2,9 millioner kroner til Julehjælpen, og det har betydet, at vi hen over årene har kunnet uddele Julehjælp til omkring 1.200 familier med godt 2.200 børn, siger tidligere borgmester Erik Sørensen, som er formand for Dansk Julehjælp Frederikshavn.
Sidste år lykkedes det 27 erhvervsfolk at indsamle 405.100 kroner - det næsthøjeste beløb nogensinde. Rekorden blev sat i 2016 med næsten 427.000 kroner.
Erhvervsfolkene sætter traditionen tro hinanden stævne på Restaurant Møllehuset i Frederikshavn onsdag 1. december.
Indsamlingen foregår ved, at de 24 erhvervsfolk fra kl. 13.00 til 14.00 ringer rundt i deres erhvervsnetværk med mere for at overtale så mange som muligt til at give et bidrag til årets Julehjælp.
Dansk Folkehjælp Frederikshavn forventer at modtage 200-220 ansøgninger til Julehjælpen, som har en værdi på 1.800 kroner pr. familie.