Gå til hoved-indhold
20. marts 2023 - kl. 11.03

28. marts: Dialogmøde om Sæby Havnefront

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

Tirsdag 28. marts kl. 18.30 inviterer Frederikshavn Kommune til dialogmøde i Sæby Spektrum om udvikling af området med de gamle fabriksbygninger på Sæby Havnefront.

Ejerne af de ældre fabriksbygninger på havnefronten i Sæby har indsendt ønske om at udvikle området med et konkret projekt for Sæby Havnefront. Plan- og Miljøudvalget har besluttet at invitere interesserede borgere til et dialogmøde.

Dialogmødet er en del af den igangværende offentlighedsproces, hvor alle kan komme med idéer og synspunkter til udviklingen af den fremtidige Sæby Havnefront.

- Sæby Havnefront og hele området omkring er helt centralt og har stor værdi for Sæby, for vores arbejde med at tiltrække nye borgere og for alle de turister, der besøger vores kommune. Derfor er det også vigtigt for os at gå i dialog med sæbynitterne og høre dem om, hvordan de ønsker området skal udvikle sig i fremtiden, siger Peter E. Nielsen (A), formand for Plan- og Miljøudvalget.

I dag tillader kommuneplanen kun, at der drives erhverv på arealerne. Plan- og Miljøudvalget ønsker, at den kommende planlægning for Sæby Havnefront skal gøre det muligt at tillade blandede boliger, erhverv, detailhandel og liberalt erhverv.

- Vi håber, at rigtig mange har lyst til at deltage på dialogmødet, og selvfølgelig også sende forslag og idéer til os, så vi får det bedste beslutningsgrundlag, når vi skal sætte rammerne for udviklingen af havnen, siger Peter E. Nielsen.

Alle forslag og synspunkter kan sendes til kommunen fra 20. marts og frem til 1. maj 2023. Høringsmaterialet findes på kommunens hjemmeside, og alle input vil indgå i det videre arbejde med udarbejdelse af ny planlægning.

Alle interesserede er velkomne til at deltage i dialogmødet tirsdag 28. marts fra kl. 18.30 til 20.30, og det kræver ingen tilmelding.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...