Gå til hoved-indhold
19. september 2022 - kl. 14.09

29-årig skagbo skifter til topholdet B93 i 2. division

  • 1 af 1
    Nicolaj Thomsen begyndte fodboldkarrieren i Skagen IK. Nu spiller han i B93. Foto: Christian Midtgaard
Af: Michael Frederiksen

FODBOLD: Den 29-årige skagbo Nicolaj Thomsen skifter til 2. divisionsklubben B93. Han har stået uden kontrakt, siden SønderjyskE i juni rykkede ud af Superligaen.

- Vi har fået en ekstraordinær mulighed for at tilknytte en topspiller i sin bedste alder til vores trup. Det siger sig selv, at Nicolaj vil forstærke vores gruppe og miljø fra dag 1, og han vil kunne hjælpe os med at sætte endnu mere fart på den udvikling, som holdet har gennemgået det seneste år, udtaler B93's sportsdirektør, Martin Møller Jensen, på klubbens hjemmeside.

Nicolaj Thomsen begyndte fodboldkarrieren i Skagen IK. Som 13-årig skiftede han til FfI, og tre år senere rykkede han til AaB. Efter 122 superligakampe for AaB blev han i 2016 solgt til Nantes. Et salg, som både Skagen IK og FfI fik penge ud af.

Fra 2017 til 2021 spillede Nicolaj Thomsen i FC København, men flere skader gjorde, at skagboen aldrig for alvor fandt det høje niveau, som han gjorde i AaB. Her blev det til 21 U/21-landskampe og en enkelt A-landskamp ude mod Rumænien.

Fra FC København gik turen i 2021 til Vålerenga i Norge, inden han i januar 2022 skrev kontrakt med SønderjyskE. Han blev løst for kontrakten i sommer, da sønderjyderne rykkede ud af Superligaen.

Efter nogle måneder uden kontrakt fortsætter Nicolaj Thomsen nu karrieren i 2. division.

- Jeg har brugt den seneste tid på at mærke efter, hvad jeg allermest har brug for. Glæden ved fodbold og ved at leve i nuet. Jeg har igennem min karriere været alt for fokuseret på næste karriereskridt – og næste igen. Nu har jeg brug for en base, hvor jeg kan folde mig ud og være fodboldspiller på lige præcis den måde, jeg har lyst til at være, siger den 29-årige nordjyde til B93's hjemmeside.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...