24.11.2022 | Af: Michael Frederiksen
37-årig narkopusher anholdt af politiet
110600
110600
En 37-årig mand fra Frederikshavn kan se frem til et retsligt efterspil, efter at politiet i går dukkede op på hans bopæl.
Politiet havde fået et tip om, at den 37-årige sælger cigaretter og hash. Han er i forvejen kendt af politiet for at sælge euforiserende stoffer, så politiet reagerede på tippet.
Patruljebilen kørte ikke forgæves. Politiet fandt 149 kartoner cigaretter og 164 gram hash. Cigaretterne var uden dansk banderole.
Den 37-årige mand sigtes for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer (videresalg) samt overtrædelse af toldloven, og han må nu indstille sig på at skulle en tur i retten.