19.03.2021 | Af: Kanal Frederikshavn
44-årig skagbo blev i dag varetægtsfængslet
104219
104219
En 44-årig mand fra Skagen er fredag eftermiddag ved Retten i Hjørring blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for et indbrudstyveri i Skagen i nat samt for at have 466 gram amfetamin gemt i sin fryser.
Anklager hos Nordjyllands Politi Thomas Klingenberg forklarer til TV2 Nord, at vidner i nat på et overvågningskamera så to personer, der begik indbrud i en villa på Østre Strandvej i Skagen. Politiet blev kontaktet, og der blev sendt en patrulje afsted.
De to mænd kørte væk på en knallert, men det lykkedes politiet at anholde den 44-årige, mens den anden mand stak af.
Den 44-årige havde indbrudsværktøj på sig, og ved en ransagning på mandens bopæl blev der fundet 466 gram amfetamin i en fryser.
Manden accepterede varetægtsfængslingen.