Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
12.11.2020 | Af: Michael Frederiksen

45-årig frederikshavner ny Site Manager på MAN

Thomas Leander overtager fra årsskiftet ansvaret for de 440 medarbejdere i Frederikshavn.
1. januar 2021 overtager den 45-årige frederikshavner Thomas Leander ansvaret som Site Manager for MAN Energy Solutions i Frederikshavn. Han er blevet håndplukket til stillingen som afløser for Poul Knudsgaard, der 4. januar har første arbejdsdag som erhvervsdirektør i Aalborg Kommune.

 

- Vi er hårdt ramt af den globale krise, men jeg glæder mig til at komme hjem og være med til at løfte motivationen og stemningen, siger Thomas Leander til Kanal Frederikshavn.

Thomas Leander blev i januar 2013 ansat i den store tyske virksomhed i Frederikshavn med ansvaret for Propoulsion After Sales. Han fik efterfølgende opgaven med at sammenlægge denne afdeling med hele propeller-forretningen. Efter lidt mere end tre år i denne stilling pakkede han sammen med sin kone og to børn kufferterne og flyttede til Florida i USA, hvor han var regional ansvarlig for SBU Engines & Marine Systems i Region America i fire år. Siden Thomas Leander kom retur til Danmark i juli i år, har han siddet i spidsen for Genset-området i PrimeServ 4-stroke Danmark og tilbragt en del tid i afdelingen i Holeby.

Fra årsskiftet overtager han ansvaret for de 440 medarbejdere i Frederikshavn. De kan forvente en Site Manager, som lægger stor vægt på synlighed og nærvær.

- Hvis du har de rigtige mennesker, der gør det rigtige og har den rigtige adfærd, så smitter det af på de økonomiske nøgletal, mener Thomas Leander.

Han sætter pris på medarbejdere, som har ja-hatten på, og i en verden, som hele tiden forandrer sig, er det vigtigt, at de har selvdisciplin og "selv-drive".

MAN Energy Solutions har netop været igennem en større fyringsrunde, og når Thomas Leander kigger i krystalkuglen, ser han nogle vanskelige år, når det gælder den del af forretningen, der hedder nye skibe. Til gengæld vurderer han, at der er store og spændende muligheder inden for grøn omstilling.

- I den forbindelse er det vigtigt, at vi har en kæmpe kundekreds, som vi kan bygge videre på, og vi ved jo, at vi har de rigtige kompetencer, udtaler Thomas Leander.

Han tror også, at havneudvidelserne i Frederikshavn, Skagen og Hanstholm vil gavne MAN Energy Solutions i fremtiden. Den ny Site Manager vil ikke bare nøjes med vinke til alle skibene i Læsø Rende. De skal medvirke til at øge aktiviteten og omsætningen i MAN Energy Solutions.

Inden Thomas Leander i 2013 kom til MAN Diesel & Turbo, arbejdede han hos TeeJet Technologies, Mekanord og Deutz – Denmark. 

 

BillederTilføj billede


FOTO: Presse

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close