07.03.2023 | Af: Michael Frederiksen
71-årig slået og sparket - politi jagter gerningsmand
111587
111587
Nordjyllands Politi søger vidner til en voldsepisode, der udspillede sig søndag 5. marts 2023 i Frederikshavn. Oplysninger i sagen skal gå til politiet på telefon 1-1-4.
Volden skete mere præcist kl. 11.40 på Skivegade ud for nr. 2A.
Lederen af efterforskningen, politikommissær Michael Elkjær, forklarer, at en 71-årig mand kom cyklede hen ad Skivegade, og ud for nr. 2A blev han kontaktet af en mandsperson. Denne mand slog herefter den ældre mand gentagne gange i ansigtet. Da det 71-årige offer faldt om på kørebanen som følge af slagene, blev han af den samme gerningsmand tilmed sparket i hovedet.
- Vold er helt uacceptabelt, og vi skal have den mistænkte i sagen afhørt. Desværre har vores hidtidige efterforskningsskridt endnu ikke ført frem til, at vi kan fastlægge hans identiet – og derfor går vi nu i offentligheden med sagen. Det sker i håbet om, at der er nogle borgere, som kan bidrage med informationer, der kan være med til at fastlægge mistænktes identitet – således at han blive afhørt til sagen og i fornødent omfang kan blive stillet til regnskab for sine handlinger, siger Michael Elkjær.
Politikommissæren oplyser desuden, at den mistænkte efter episoden gik fra stedet hen ad Århusgade mod vest i retning mod en cykelsti/stisystem.
Han beskrives som: mand – cirka 50 år gammel, 180-190 centimeter høj, iført sort hue og army-brun softshell/windbreaker jakke. Den mistænkte gik desuden med en hund, der beskrives som en stor hund, eventuelt schæferhund eller en ruhåret hønsehund.
- Hvis man har en formodning om, hvem den mistænkte er, bedes man ringe til politiet på 114, understreger politikommissæren.
Offeret pådrog sig ikke alvorlige skader som følge af overfaldet.