Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
09.09.2021 | Af: Michael Frederiksen

Afbrudt kamp: KRIF får bøde og taberdømmes

DBU Jyllands Disciplinærudvalg har torsdag morgen taberdømt Kvissel-Ravnshøj IF (KRIF) i den afbrudte serie 4-kamp mod Syvsten IF. Det oplyser turneringschef Ole Frandsen, til Kanal Frederikshavn.

 

Kampen for en uge siden blev afbrudt efter 67 minutter, fordi dommer Gert Mikael Blomberg følte sig truet af flere KRIF-spillere og -tilskuere. Dommeren fløjtede kampen af og løb i omklædningsrummet.

Disciplinærudvalget taberdømmer KRIF med 0-3, fordi klubben er årsag til, at kampen blev afbrudt. Derudover idømmes klubben en bøde på 2.000 kroner.

Udvalget har endvidere besluttet at idømme KRIF-spillerne Frederik Haaber og Emil Smed fire spilledages karantæne for at udvise "truende adfærd".

- Når de ikke får flere karantænedage, skyldes det, at der ikke var fysisk kontakt med dommeren, forklarer Ole Frandsen.

Ifølge dommerens indberetning blev han af en KRIF-spiller truet med, at "de skulle ordne mig bagefter". Af publikum blev han truet med tæsk og kaldt for blandt andet "fucking svin", "bøsserøv", "idiot" og "looser".

Casper Bille og Rasmus Wrensted, begge fra KRIF, er allerede blevet idømt to spilledages karantæne for deres røde kort i kampen. Denne straf fastholdes.

- Det er en træls sag, men vi noterer med tilfredshed, at Kvissel-Ravnshøj IF tager afstand fra forløbet og har lovet, at de vil gøre, hvad de kan for at undgå nye episoder i fremtiden. De er ikke enige med alt i dommerens indberetning, men de kan naturligvis ikke støtte op om sådan en opførsel, siger Ole Frandsen.

Disciplinærudvalget i DBU Jylland består af tre medlemmer. Kristian Nørgaard Thomsen var dog inhabil i denne sag, da han er medlem af netop Kvissel-Ravnshøj IF. Han er derudover formand for DBU Jylland Kreds 1 (Nordjylland).

Et par af Syvsten IF's spillere har blandt andet på Facebook givet udtryk for, at de har forståelse for KRIF-spillernes kritik af kampens dommer. De påstår, at dommeren inden kampen meddelte Syvsten IF, at han ville dømme hårdt mod KRIF - angiveligt efter en dårlig oplevelse med holdet i en kamp 10 dage tidligere.

For KRIF betyder afgørelsen, at holdet taber terræn i toppen. Der skal kun findes én nedrykker i efteråret, og da SEIF i denne uge har trukket sit hold fra puljen, behøver oprykkerne fra Syvsten IF ikke længere bekymre sig om nedrykning.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close