Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
20.11.2022 | Af: Kanal Frederikshavn

Amalie Thørholm synger julen ind i Flade Kirke

Amalie Thørholm har Lasse Baggenæs med i Flade Kirke på torsdag.
Torsdag 24. november kl. 19.00 slår Flade Kirke dørene op til julekoncert med Amalie Thørholm. Dørene åbnes kl. 18:30 og der er fri entré.


 

Koncerten er arrangeret af Flade Gærum sognes menighedsråd og byder på et blandet repertoire af julens største klassikere i stemningsfulde fortolkninger, og undervejs vil publikum blive inddraget i koncerten ved fællessang.

Amalie Thørholm medbringer sin musikalske partner gennem mere end 10 år, guitaristen Lasse Baggenæs, som hun også udgiver og skriver sin egen musik sammen med.

For Amalie Thørholm, som er født og opvokset i Frederikshavn, er det altid en helt speciel oplevelse at give koncert i hjembyen.

-Lige så længe jeg kan huske tilbage, har julen og musik altid hængt tæt sammen. Julemusik er på en gang både melankolsk og håbefuld, og det kan jeg enormt godt lide, fortæller Amalie Thørholm og fortsætter:

- Jeg glæder mig til sammen med min faste guitarist Lasse at invitere publikum fra Frederikshavn helt ind i mit musikalske juleunivers, og det smukke kirkerum i Flade giver oplagte muligheder for fordybelse og refleksion. Jeg har blandet de musikalske kort således, at der både bliver plads til noget af min egen musik og naturligvis også masser af de gode gamle klassikere, fortæller Amalie Thørholm.

Hun er i dag bosat i Aalborg og er en velkendt popartist på de danske radiostationer og streamingtjenester, og hun barsler med ny musik i starten af 2023.

En koncert med Amalie Thørholm er altid en musikalsk, indholdsrig og opløftende oplevelse, som på smukkeste vis bindes sammen af hendes små finurlige historier om de skønne sange.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

 

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close