Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
17.03.2021 | Af: Michael Frederiksen

Anders Brandt Sørensen: Uventet farvel til byrådet

Anders Brandt Sørensen skal ikke hænge valgplakater op til efteråret.
43-årige Anders Brandt Sørensen fra Frederikshavn har overraskende meddelt Socialdemokratiet, at han ikke genopstiller ved kommunalvalget tirsdag 16. november i år.

 

Han har indtil nu lignet det bedste bud på en afløser for Birgit S. Hansen, når hun på et tidspunkt ikke længere ønsker at være borgmester, men Anders Brandt Sørensens navn kommer til ikke at stå på stemmesedlen, når vælgerne skal sætte deres kryds.

- Jeg har mange jern i ilden, men jeg kan mærke, at jeg har brug for at koncentrere mig om færre ting, forklarer Anders Brandt Sørensen sin uventede beslutning.

Fynboen, som fandt kærligheden og flyttede til Frederikshavn, hvor han er lektor på Frederikshavn Gymnasium, blev valgt ind i byrådet fra 2014. De første fire år var han formand for Plan- og Miljøudvalget, og siden 2018 har han været formand for Børne- og Ungdomsudvalget.

Det politiske engagement betyder, at han er gået ned på deltid på gymnasiet. Det har han det ikke godt med, for der er så mange ting, han ønsker at involvere sig yderligere i på Frederikshavn Gymnasium. Ud overarbejde, politik og familie er han også formand for FfI Fodbold.

- Jeg har det bedst med at yde 100 procent, når jeg involverer mig, og jeg vil også helst sidde for bordenden. Hvis jeg skal bruge en fodboldmetafor, kan jeg mærke, at jeg i det politiske arbejde er begyndt at trække mig i tacklingerne, og det kan holdet ikke være tjent med. Så er det bedre at lade sig udskifte, mener Anders Brandt Sørensen.

Han afviser ikke, at han på et senere tidspunkt genoptager sin politiske karriere.

- Jeg vil anbefale alle at prøve lokalpolitik. Der er virkelig mulighed for indflydelse. Det er et stort arbejde, men jeg har bestemtværet glad for min over syv år i byrådet. Jeg takker Birgit (borgmester Birgit S. Hansen, red.) for, at hun viste mig den tillid at give mig to formandsposter, og jeg håber det bedste for Frederikshavn Kommune, siger Anders Brandt Sørensen.

Flere har nævnt dit navn, når Birgit S. Hansen skal finde sin kronprins. Hvad tænker du om det?

- Det har jeg selvfølgelig også hørt, og der må jeg bare sige, at det lige nu ikke er min drøm. Nu gør jeg arbejdet færdigt i år i byrådet, og så skal jeg arbejde på fuld tid på gymnasiet og fortsætte som formand i FfI Fodbold, hvis medlemmerne ønsker det, udtaler Anders Brandt Sørensen.

Han er den anden socialdemokrat, som har meddelt sin afgang ved efterårets kommunalvalg. Viceborgmester Bjarne Kvist fra Skagen genopstiller heller ikke.

<o:p></o:p>

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close