Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
16.10.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

A.P. Møller Fond besøgte EUC Nord i Frederikshavn

Direktør for A.P. Møller Fonden Mads Lebech (t.h.) blev vist rundt af uddannelseschef Jesper Clausen, vicedirektør Jeanette Ørtoft og adm. direktør A. Neil Jacobsen.
A.P. Møller Fonden inspicerede maritimt uddannelsesmiljø på EUC Nord i Frederikshavn, som de har doneret et millionbeløb til.

 

Direktør Mads Lebech, A. P. Møller Fonden, besøgte EUC Nord i Frederikshavn for at se M/S Nordlys – det virkelighedstro, maritime uddannelsesmiljø, som EUC Nord har bygget i samarbejde med flere danske fonde og maritime virksomheder i Frederikshavn.

Den tidligere borgmester og formand i utallige bestyrelser, som er nytiltrådt direktør i fonden, besøgte også EUC Nord for at drøfte fremtidens behov for faglærte, specielt inden for metaluddannelserne samt de kommende krav til udstyr og materiel som følge af ny teknologi. Begge dele har Mads Lebech arbejdet meget med i sin tid som adm. direktør for Industriens Fond.

Unikt uddannelsesmiljø
M/S Nordlys – som det maritime uddannelsesmiljø er døbt – er et skibshus med tre dæk, hvor EUC Nords erhvervsuddannelser kan undervises i tværfaglige maritime opgaver. Det drejer sig for eksempel om skibsmontør, elektriker, skibsmekanikere og smed. Der er også planlagt efteruddannelse for den maritime branche fra hele Danmark.

Det er et helt unikt uddannelsesmiljø, som består af et maskinrum på nederste dæk, et teknikrum på mellemste dæk og broen på øverste dæk. Alle dæk er spækkede med tekniske installationer, som gør undervisningen meget virkelighedstro.

Mads Lebech blev vist rundt af uddannelseschef Jesper Clausen, vicedirektør Jeanette Ørtoft og adm. direktør A. Neil Jacobsen, og han udtrykte stor glæde over projektet.

Maritime ambitioner
EUC Nord barsler i disse dage med en ny maritim uddannelsesstrategi, der blandt andet skal gøre skolen til Danmarks førende maritime erhvervsskole – både når det handler om ungdomsuddannelser og efteruddannelse. Neil Jacobsen fortæller at M/S Nordlys er det naturlige udgangspunkt for mange af uddannelsesaktiviteterne, og han supplerer med:

- Vi befinder os i et område med en meget stærk maritim branche, som vi forsyner med en række uddannelser. Efterhånden har vi opnået en stærk ekspertise i disse uddannelser, hvilket resten af landets maritime virksomheder også skal have gavn af. Vi er allerede den største skole på skibsmontør-området og får elever fra mange dele af landet. Og vi er den eneste udbyder af modulet Maritimt El på elektrikeruddanelsen. Nu vil vi gerne udvide paletten, så flere uddannelser får mulighed for en mere maritim retning. Og med M/S Nordlys har vi virkeligt fået en fantastisk mulighed for at realisere dette.

Den maritime strategi er netop blevet godkendt af EUC Nords bestyrelse. Strategien omfatter også ambitioner i forhold til FN’s Verdensmål og fokus på reduktion af Co2 gennem brug af for eksempel elmotorer i skibe.

 

BillederTilføj billede


FOTO: EUc Nord

FOTO: EUC Nord

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close