Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
17.02.2021 | Af: Kanal Frederikshavn

Arvesølvet: Ny bog om oplevelser i lokale skove

Ved du og familien, hvad I skal lave i vinterferien, når nu samfundet holder corona-lukket? Måske skal I en tur ud i naturen. Det er sundt for både krop og sjæl. Der er inspiration at hente i en ny bog fra Frederikshavn Kommune samt en folder.

 

Det kan være svært at finde på aktiviteter til at fylde sin vinterferie med, når nu store dele af Danmark og omverdenen er lukket ned. Men heldigvis holder skovene stadig åbent hele døgnet rundt. Så benyt vinterferien til at lære de lokale naturperler bedre at kende. Her er der rig mulighed for at tage både bilen, cyklen, hesten eller bruge benene og komme ud og nyde den friske luft i skoven.

Når bare vi holder afstand til de andre skovgæster og følger de regler, der normalt gælder for at opholde sig i naturen, er der altså masser af plads og muligheder for udfoldelse og leg.

Du behøver ikke nødvendigvis at køre langt for at få en stor naturoplevelse og lidt adspredelse til både børn og voksne. Som inspiration til at komme en tur ud i skovene eller som læsning under tæppet på sofaen har Frederikshavn Kommune netop udgivet bogen "Arvesølvet" - en guide til historie, natur og oplevelser i Frederikshavn Kommunes skove.

Bogen er skrevet til alle og er fuld af inspiration og information om områderne. Bogen kan købes på www.frederikshavnkommunesskove.dk. Som ekstra får du en folder med om alle vandrestier og cykelruter i Frederikshavn Kommune, når du køber bogen.

- Vi har rigtigt gode muligheder for at komme ud og opleve den fantastiske natur i skovene. Gennem de seneste 10 år har vi anlagt cirka 40 kilometer vandrestier, bålhytter, shelters, mountainbikeruter, rideruter og hundeskove. Der er noget for næsten enhver smag og interesse. Vi har særligt gode vandrestier i Elling Plantage, Gybels Plantage, Knivholt Skov og Professorens Plantage og mere bakkede ruter i Katsig Bakker, Vandværksskoven og Bangsboskoven. Skal hunden motioneres, har vi også fire hundeskove i Strandby, Frederikshavn, Sæby og Syvsten. Og når ellers der ikke er is på sporene, er der også mulighed for at lufte mountainbiken i Katsig Bakker eller på Pikkerbakken. Shelters kræver nok den helt dyre sovepose i øjeblikket, men man er velkommen til at sætte sig ned og varme sig med et bål ved en af bålpladserne, udtaler skovfoged Søren Hoff Brøndum.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Presse

FOTO: Presse

FOTO: Presse

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close