Gå til hoved-indhold
15. juni 2022 - kl. 13.06

Autobranchens Udviklingscenter udvider

  • 1 af 4
    FOTO: Privat
  • 2 af 4
    FOTO: Privat
  • 3 af 4
    FOTO: Privat
  • 4 af 4
    AUC udvidede senest i 2018. Her fik man 700 kvadratmeter mere til et nyt værksted og klasselokaler på første sal.
Af: Kanal Frederikshavn

Autobranchens Udviklingscenter (AUC) i Frederikshavn udvider med yderligere 1000 kvadratmeter. Det sker bare fire år efter seneste udvidelse.

Håndværkerne er så småt gået i gang. De har også travlt, da den nyeste udvidelse af Autobranchens Udviklingscenter på 1.000 kvadratmeter skal være klar til undervisning i efteråret.

Det drejer sig om nye værksteder og undervisningslokaler, og for at holde omkostningerne nede har man valgt at renovere en række smedeværksteder i umiddelbar nærhed af de eksisterende AUC-værksteder i stedet for at bygge nyt.

Uddannelseschef Jesper Clausen forklarer:

- AUC er jo en del af en stor erhvervsskole – EUC Nord – og nu flytter vi lidt rundt på uddannelserne, så AUC kan få den plads, de har behov for. Vi har fået nye kunder og interessen for hybrid- og eltekniker-uddannelsen er stadig meget stor, så vi regner med at fylde de nye lokaler op med det samme.

De tre nye kunder er Fiat, Alfa Romeo og Jeep, og de kommer med mere end 350 teknikere, som alle skal have en uddannelse hos AUC. To lærere fra AUC har allerede været i Torino hos Fiat for at blive trænet i el- og hybridbil-platform til de tre mærker, så de kan planlægge undervisning af Fiat, Alfa og Jeep-teknikerne, som kommer fra hele Danmark.

Jesper Clausen fortæller om de overvejelser, man har gjort sig, før man tog beslutningen om den nye udvidelse:

- Vi har gennemgået en hel masse forskellige forslag for at skaffe plads til flere kunder – tilbygning, outsourcing, filial på Sjælland og så videre. Men vi endte altid med at være enige om, at vores kunder kommer, fordi de godt kan lide vores rammer, vores undervisere og den måde, vi gør det på. Og det gør vi bedst i Frederikshavn, så derfor holder vi al vores undervisning her.

Det er gået stærkt med væksten hos AUC i de seneste år, hvilket især skyldes den store efterspørgsel på kurser i hybrid- og elbilteknik. Det har det efterhånden gjort hos AUC i nogle år, og de er kendt for at være ledende i Danmark på området for autokurser.

Før sidste udvidelse i 2018 var kapaciteten hos AUC 40 kursister pr. uge. I 2018 blev centret udvidet, således at der blev plads til 60 kursister pr. uge, og her i 2022 udvides med yderligere 20 kursister pr. uge. Det vil sige, at kapaciteten bliver fordoblet i forhold til 2018. I 2023 forventes således et kursistantal på 3200 pr. år.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...