Gå til hoved-indhold
16. december 2021 - kl. 00.12

Billardklub ønsker at bygge en billardhal

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Thorshøj Borgerforening, Frederikshavn Billard Klub af 1984 samt Hulsig og Omegns Borgerforening og Forsamlingshus får hver 25.000 kroner af Frederikshavn Kommune i startkapital til tre spændende projekter.

Økonomiudvalget har afsat 250.000 kr. årligt til en pulje for projektudvikling. Formålet med puljen er at give foreninger, organisationer og grupper af borgere mulighed for at søge om et tilskud til udarbejdelse af ansøgninger i forbindelse med udvikling af projekter.

Der kan ansøges til puljen fire gange om året, 1. marts, 1. juni, 1. september og 1. december, og med maksimalt tilskud 25.000 kroner pr. projekt. Der var indkommet tre ansøgning pr. 1. december. Økonomiudvalget havde møde i går og bevilgede 25.000 kroner til hver af de tre ansøgere.

- Det er en fornøjelse at kunne understøtte de initiativer, der tages rundt i vores kommune med beløb til udvikling af projekterne. Dette entreprenørskab skal imødekommes, og det gør vi med disse tilskud, siger borgmester Birgit S. Hansen (A).

Thorshøj Borgerforening vil alliere sig med en landskabsarkitekt. Målsætning er "at skabe en grønnere oase - biodiversitet i fuldt flor". Flere muligheder nævnes i ansøgningen, blandt andet en udvidelse legepladsen, øget tilgængelighed for handicappede, belysning på stisystem og ny asfalt, opgradering af beplantning og fælles frugtplantage samt overnatningsmuligheder i forbindelse med Hærvejen.

Frederikshavn Billard klub af 1984 ønsker at bygge en billardhal med plads til seks borde og et opholdsrum, hvor der kan være 50 personer. Derfor søger klubben om midler til opstartsmøder med fundraiser samt efterfølgende ansøgninger til fonde. Formålet er at lave et sted, hvor man kan samles til socialt samvær samt at udbrede billardsporten.

- Vi vil forvandle Nordjyllands dårligste billardlokaler gennem hele klubbens levetid til de bedste. Samtidig vil vi kunne hjælpe andre små klubber med at lægger lokaler til, når de skal holde arrangementer, skriver formand Ejnar Ploug i klubbens ansøgning.

Hulsig og Omegns Borgerforening og Forsamlingshus søger om midler til projektering til forskønnelse af arealet foran Hulsig Station. Borgerforeningen vurderer, at en professionel projektbeskrivelse vil betyde omkostninger på cirka 50.000 kroer. Det samlede budget for hele projektet beløber sig til knap 500.000 kroner, hvoraf 467.500 kroner allerede er sikret ved støtte fra LAG Nord, forskellige fonde samt bidrag fra lokale borgere og virksomheder.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...