Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
15.03.2020 | Af: Marcus Linkhorst

Blog: Da Alternativet begravede sig selv

Den 16-årige handelsskoleelev Marcus Linkhorst blogger om politik på Kanal Frederikshavn. I dette indlæg har han kigget nærmere på Alternativets begravelse.

 

En intern magtkamp har den seneste tid udspillet sig i Alternativet. Mandag 9. marts blev så dagen, hvor Alternativet begravede sig selv.

Jeg var egentlig færdig med det første indlæg om Alternativet, men jeg måtte hellere vente med at sende indlægget, da folketingsgruppen skulle holde møde ovenpå meldinger fra partiets hovedbestyrelse. 'Den havde nemlig meldt ud, at de havde tiltro til Josefine Fock. Det møde endte med, at jeg skulle ændre hele mit indlæg, da Uffe Elbæk, Sikander Siddique, Susanne Zimmer og Rasmus Nordqvist trak sig fra Alternativet og blev løsgængere i Folketinget,

Møder kom på baggrund af flere anklager mod Josefine Fock i en artikel i dagbladet Information 22. februar. De anklager skulle senere vise sig at være med til at tage livet af Alternativet.

Josefine Fock var i artiklen i Information, af anonyme kilder, blevet anklaget for overfusninger og ruskeri af medarbejdere i perioden 2015-2018, hvor hun var medlem af Folketinget for Alternativet, som hun var medstifter af sammen med Uffe Elbæk. Blot 20 dage efter formandsvalget - der foregik på demokratisk vis - var hun havnet i massiv modvind. Jeg kan qua mine kun 16 år huske starten for ganske få partiledere, men ingen tvivl om, at Josefine Fock har fået den dårligste start, jeg kan huske og har hørt om.

Starten på Alternativets nedtur startede allerede ved folketingsvalget 5. juni 2019. Valget, der var et klimavalg, endte med fem mandater til Alternativet mod de ni, som de havde i forvejen. Partiet, der var det første grønne parti, havde haft et skidt valg. Et symbol på, hvor meget klimaet betyder på den politiske dagsorden.

Men efter den artikel i Information begyndte Alternativet at aflive sig selv. Allerede 3. februar trak Rasmus Nordqvist sig som politisk leder. Han fortalte til DR, at han og Josefine Fock havde forskellige opfattelser af det politiske projekt. Rasmus Nordqvist blev allerede valgt ind i 2015, så det må siges at være et skidt signal, Rasmus Nordqvist fik sendt omkring Josefine Focks projekt.

Josefine Fock og Alternativet var på vej ned i et sort hul, og det blev på ingen måde bedre. 5. februar forlad Karl Mads Bidstrup partiet. Karl Mads Bidstrup var medlem af kommunalbestyrelsen for Alternativet i Svendborg Kommune. Partiet og ham selv havde ændret sig, og derfor meldte han sig ud af partiet.

22. februar bragte Information så den omtalte artikel, hvor flere anonyme kilder anklagede Josefine Fock for ruskeri og overfusninger. Samme dag indkaldte partiets hovedbestyrelse Josefine Fock til et møde. Talsperson for hovedbestyrelsen, Jesper Callesen, udtalte til TV2, at ruskeri og krænkende adfærd er uforeneligt med Alternativets værdier.

På det møde med hovedbestyrelsen fik Josephine Fock fuld opbakning fra partiets hovedbestyrelse. En spand kold vand i hovedet på de kilder, der havde talt med Information. Men døren blev ikke lukket der. De opfordrede til, at kilderne kunne henvende sig til hovedbestyrelsen.

Ny kriseperiode
Dagen efter, 26. februar, gik den tidligere pressechef for Alternativet, Magnus Haslebo, så ud med en kritik af Josephine Fock. Han var tydeligvis ikke tilfreds med udfaldet af det møde, hovedbestyrelsen havde haft.

- Overfusninger, verbale overfusninger ud af det blå. Folk har oplevet, at hun kunne komme bragende ind på et kontor og allerede være oppe i det røde felt. Og det kunne også ske offentligt – det var ikke væsentligt for hende, sagde han til DR.

Samme dag som Magnus Haslebos kritik af Josephine Fock var hun i TV2 News-programmet Lippert. Her fik hun også understreget, at ingen grænser var blevet overskredet - udover hendes egne.

Udover Magnus Haslebo var tidligere politisk leder og medstifter, Uffe Elbæk, også ude med en relevant udtalelse. Han ville gå til hovedbestyrelsen og fortælle om de oplevelser, han havde haft med Josephine Fock. Hvis nogle skulle være afgørende for Josephine Focks fremtid, var det Uffe Elbæk, og det blev han!

28. februar meldte et markant medlem af Alternativet sig ud. Niko Grünfeld, der var medstifter af partiet og valgt i Københavns Kommune, meldte sig ud af partiet. "Partiets sjæl er ædt op indefra", skrev han i et indlæg i Politiken. Flere og flere kunne ikke se sig i det projekt, Josephine Fock ville skabe. Av!

Og efter Niko Grünfelds exit begyndte lavinen  at rulle. Claus Løwe Klostergård, der var byrådsmeldem for Alternativet, skiftede til SF lørdag 7. marts. Samme dag forlod partiets politiske chef, Leila Stockmarr. partiet. Hun fortalte til DR, at hun ikke kunne se sig selv i det politiske- og ledelsesmæssige projekt, som Josephine Fock repræsenterede.

Afgørelsens time
Den lørdag var desuden afgørende for partiet og Josephine Focks fremtid. Hovedbestyrelsen skulle endnu en gang drøfte, om Josephine Fock var den rette som politisk leder. Ifølge flere medier, herunder TV2, stemte 7 imod og 10 for. Endnu en lussing til kritikerne og dem, der mener, de havde haft ubehagelige oplevelser med Fock.

Men det var slet ikke slut her. Alternativet rammer først bunden her. Mandag 9. marts skulle folketingsgruppen holde gruppemøde, hvor de skulle drøfte, hvad de ville gøre efter hovedbestyrelsens møde. Inden det gruppemøde kom det frem, at hovedbestyrelsesmedlem Marianne Karlberg og pressechef Rune Langhoff forlod partiet.

Alles øjne i dansk politik hvilede på det gruppemøde den dag - og det var ikke kedeligt. Uffe Elbæk, Rasmus Nordqvist, Sikander Siddique og Susanne Zimmer meldte ud, at de forlod partiet. En bombe i dansk politik. Hele fire ud af fem folketingsmedlemmer forlod partiet og blev løsgængere.

Som Hans Redder fra TV2 påpegede, var der noget ironisk over, at samme dag som klimarådet skulle foreslå, hvordan Danmark kan reducere sin Co2-udledning med 70 procent - som var Alternativets idé - går Alternativet i stykker. I bogstavelig forstand.

Det var altså historien om, hvordan Uffe Elbæk gik fra det parti - mens det brændte - han selv havde bygget op. Et livsværk, der smuldrede for øjnene af ham selv.

Torsten Gejl - der ikke forlod partiet mandag 9. marts - har valgt at blive hos Alternativet. Altafgørende, da partiet nu ikke skal ud og hente vælgererklæringer igen.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close