26.08.2021 | Af: Marcus Linkhorst
Bøgsted: Regeringen har ikke været særlig lydhør
105750 105750
- Jeg forstår godt, hvis sygeplejerskerne er sure over det, siger DF's beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted, der er valgt i Frederikshavnkredsen.
|
Sygeplejerskernes strejke ser nu sin ende, da regeringen i går samlede flertal til et indgreb. Et indgreb uden lønstigning til sygeplejerskerne, og derfor står Bent Bøgsted og hans parti, DF, uden for aftalen.
I 10 uger har sygeplejersker-strejken varet, og det fik i går sundhedsminister Magnus Heunicke til at komme med en opfordring til de to parter, sygeplejerskerne og regionerne: Find en løsning, for sundhedsvæsenet kan ikke holde til strejke.
Derefter gik der ikke længe, før beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard kom på banen. I går eftermiddags indkaldte han Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner til møde om konflikten, og om aftenen havde han så indkaldt partierne.
Formålet var, at han ville samle flertal om et forslag, der skulle stoppe konflikten. Forslaget lød på, at det tilbud, som sygeplejerskerne havde sagt nej til, skulle gøres til lov. Uden at lægge penge på bordet. Ministeren fik sit flertal, men det blev blandt andet uden DF.
- Det indgreb, de laver, er jo bare, at de ophæver det mæglingsforslag til lov. Det giver jo ikke sygeplejerskerne noget som helst ekstra. Jeg forstår godt, hvis de er sure over det, fortæller partiets beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted, der er valgt i Frederikshavnkredsen.
Han mener ikke, at regeringen har været særlig lydhør overfor de andre partier eller sygeplejerskerne.
Bent Bøgsted fortæller også, at han derfor havde gjort noget helt andet, hvis han havde været beskæftigelsesminister.
- Allerede fra start var jeg gået ind i forhandlinger med sygeplejerskerne, men de har overladt det til regionerne og sagt, at det er deres og kommunernes problem, selvom de kunne se, at der var hårdknude, og at forhandlingerne ingen vegne kom.
Venstre, Konservative, Radikale, Nye Borgerlige og Liberal Alliance endte med at give regeringen flertal til hastebehandling og lovforslag, uden at de giver sygeplejerskerne nogle flere penge, og det fortæller noget om deres behandling af sygeplejerskerne, mener Bent Bøgsted.
- De andre partier, der sagde ja, havde ikke behov for penge. Det skulle bare løses. Så der er nogle partier, der ikke tager hensyn til sygeplejerskerne.
Forslaget bliver førstebehandlet allerede i dag, og så bliver det sendt i anden og tredje behandling fredag, så det ventes at træde i kraft lørdag.
De partier, der står udenfor aftalen, er Dansk Folkeparti, Alternativet, Enhedslisten og Radikale.
|
|
|
|
Flere nyheder
Indlæser nyheder
|
|