Børns Vilkår: 13-årige Isabella samlede ind med farmor i Gærum
- Man kan jo godt opdage, at en af veninderne har det skidt, man vidste det bare ikke. Og så er det jo rigtig godt, de har nogle at skrive til som BørneTelefonen, for det gør en mere tryg at vide, at uanset hvad, er der altid håb ved at skrive til BørneTelefonen eller HØRT.
Sådan siger 13-årige Isabella Tvilling-Sloth, der sammen med sin 81-årige farmor, Annelise Sloth, søndag samlede ind i Gærum til BørneTelefonen og ungerådgivningen HØRT, som drives af Børns Vilkår.
Det samme gjorde godt 17.600 indsamlere i hele landet, hvilket er en ny rekord.
- Det er så nemt, og det er hyggeligt at gå, og så synes jeg, det er en vigtig sag, udtaler Isabella Tvilling-Sloth til TV2 Nord.
De frivillige rådgivere på BørneTelefonen og HØRT havde sidste år over 63.000 samtaler med børn og unge, og selvom det er flere samtaler end nogensinde, er der fortsat mange børn og unge, der oplever kø og ventetid.
- Jeg har en veninde, der arbejder i Red Barnet, og når hun kan gøre så meget, så kan jeg også gå de her to timer, påpeger Annelise Sloth.
Når børn og unge henvender sig til BørneTelefonen og HØRT, vil de oftest tale om forholdet til deres forældre, ligesom psykisk mistrivsel fylder væsentligt mere i samtalerne end tidligere.
- Angst fylder rigtig meget, og desværre i de senere år er der mange, som selvskader, der ringer, og der er også nogle med selvmordstanker og tunge tanker, der ringer, konstaterer Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår.
For et par år siden åbnede man BørneTelefonen 24 timer i døgnet, hvor man før kun havde åbent i dagstimerne, og behovet for, at der er døgnåbent, er stort - også i nattetimerne - dog er der også dyre omkostninger forbundet i forhold til blandt rekruttering af frvillige.
- Det beløb, vi får samlet ind i dag, har en afgørende betydning for, hvor mange vi kan hjælpe i vores rådgivning. Vi kæmper hele tiden for at have rådgivere nok til at svare på alle henvendelser og for at kunne møde børn og unge på de tidspunkter, de har behov for, fortæller Rasmus Kjeldahl til TV2 Nord.
Derfor har søndagens indsamling altså en stor betydning for driften af BørneTelefonen.
- Det beløb, som vi håber kommer ind, det dækker faktisk halvdelen af BørneTelefonens drift, så det er jo helt afgørende, at det bliver et godt resultat, og heldigvis har vi også år for år formået at få mere og mere ind, pointerer Rasmus Kjeldahl.
Pengene fra landsindsamlingen går til at drive og udvikle rådgivningstilbuddene og sikre, at BørneTelefonen og HØRT fortsat kan holde døgnåbent.