Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
03.05.2021 | Af: Erhvervspraktikant Celina Grey, Bangsbostrand Skoleafdeling

Borgmester vil have alle elever i erhvervspraktik

Signe From Koop fra Gærum var i erhvervspraktik hos Søstrene Grene i gågaden i Frederikshavn.
Borgmester Birgit S. Hansen vil gøre en indsats for at sikre, at alle folkeskoleelever kommer i erhvervspraktik. I første omgang vil hun tage sagen op med byrådspolitikerne og ledelsen på skoleområdet.

 

- Vi skylder at vise, hvad de forskellige jobs indeholder, så elever/unge får kendskab til og et bedre udgangspunkt for at vælge, hvilken vej de vil gå i deres arbejdsliv. Jeg var selv i praktik på et ældrecenter i Sæby, da jeg gik i 9. klasse. Jeg ville dengang gerne være sygeplejerske, og det blev jeg uddannet som, forklarer Birgit S. Hansen.

Hvorfor er det godt, at eleverne kommer i praktik?

- Når jeg helt klart udtrykker, at vi skal give det en skalle, er det fordi, jeg synes, at det er så vigtigt, at vi viser vores arbejdspladser, og hvad forskellige jobs indeholder. Vi er afhængige af, at nogle vil arbejde indenfor alle områder i fremtiden, pointerer borgmesteren.

8.c på Bangsbostrand Skole var i erhvervspraktik i den forgangne uge, men seks ud af 27 elever havde almindelig online undervisning, fordi de ikke kunne finde en plads, hvilket lige præcis er det, borgmesteren vil prøve at undgå.

Hun mener, at kommunen, skolerne og virksomhederne skal hjælpe eleverne med at finde deres praktikpladser. Birgit S. Hansen tager også selv praktikanter, og kommunen har mange forskellige funktioner og steder, hvor man kan komme hen og få kendskab til børneområdet, ældreområdet, park og vej, kontor, økonomi, IT og mange flere steder.

- Vi kan prioritere at hjælpe med at lave lister over steder, der tilbyder at have elever i praktik. Og vi kender så mange, at vi måske kan finde steder, hvis det kniber for elever, mener Birgit S. Hansen.

En af eleverne fra 8. klasse på Bangsbostrand Skole, som var i praktik, var Signe From Koop. Hun tilbragte ugen hos Søstrene Grene i gågaden i Frederikshavn, hvor hun arbejdede for butikschef Anita Rasmussen.

- Det er fedt at prøve noget nyt, og det er bare en hyggelig butik at være i sammen med nogle sjove og gode kollegaer. Jeg får lov at se, hvordan det er at være i en butik. Jeg lærer nogle ting, som jeg måske kan bruge i fremtiden, fortæller Signe From Koop.

Anita Rasmussen er glad for at have praktikanter.

- Det giver sådan et friskt pust at have sådan nogle dejlige piger hernede. De viser, at de gerne vil lave noget og ikke bare går rundt og laver ingenting, siger Anita Rasmussen.

Hun synes, at det er vigtigt, at erhvervspraktikanterne kommer vidt omkring.

- De skal prøve det hele. De skal blandt andet stå ved kassen, fylde butikken op og sætte ting på plads. Vi tager praktikanter, så unge kan se, hvordan det er at arbejde i en butik. Praktikken hjælper med at vise, hvordan arbejdet foregår, og hvad vi laver hernede. Hvis de én dag kommer til at arbejde i en butik, er det dejligt for dem allerede at have prøvet det, udtaler butikschefen i Søstrene Grene.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close